Sweco overtager ansvaret for Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for Støjmålinger

Sweco skal de næste fire år stå i spidsen for Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for støjmålinger og overtager dermed en opgave, som siden 1977 har ligget hos samme aktør.

Swecos akustikafdeling, Acoustica, råder over cirka 40 specialister inden for støj. Foto: PR.
Swecos akustikafdeling, Acoustica, råder over cirka 40 specialister inden for støj. Foto: PR.

Sweco overtager nu ansvaret for Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for støjmålinger og bliver dermed statens primære faglige rådgiver på støjområdet de næste fire år.

Opgaven har siden 1977 ligget hos det daværende Lydteknisk Laboratorium, som i dag er en del af i dag Force Technology.

Men nu skifter opgaven for første gang i næsten 50 år hænder.

Det oplyser arkitekt- og ingeniørrådgiveren i en pressemeddelelse.

– Miljøstyrelsens Referencelaboratorium har i årtier været branchens faglige fyrtårn og definerende for, hvordan vi forholder os til støj i Danmark. Derfor er det en stor anerkendelse af vores faglige bredde og dybde – og et stort ansvar, vi nu overtager, udtaler Morten Hell, afdelingchef for Swecos akustikafdeling, Acoustica.

Referencelaboratoriet skal sikre ensartede støjmålinger i Danmark, følge den nyeste internationale forskning og rådgive Miljøstyrelsen i forbindelse med nye regler.

Ifølge Sweco sker skiftet i en tid, hvor der er stigende fokus på sammenhængen mellem støj, sundhed og samfundsøkonomi.

– Tidligere var der ikke ret meget fokus på sammenhængen mellem støj og sundhed, men det fylder vanvittig meget i dag – heldigvis, siger Morten Hell.

Swecos akustikafdeling Acoustica har omkring 40 specialister og rådgiver blandt andet om støj fra veje, jernbaner og industri.

Tilmeld Nyhedsbrev