Sydkystens Boligselskab og Høje-Taastrup Boligselskab forener kræfterne i Boligselskabet SydVest.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra KAB, som administrerer selskabernes boliger.
– Ved at gå sammen med et andet selskab styrker vi begge parter. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi gør det, fordi vi kan se, at det rummer fordele for beboerne, for medarbejderne og for selskabernes udvikling, udtaler Berit Breiner, formand for Høje-Taastrup Boligselskab.
Høje-Taastrup Boligselskab har 310 boliger i Taastrup, Hedehusene, Fløng og Trekroner, mens Sydkystens Boligselskab har 1.790 boliger i Greve, Ishøj, Køge og Faxe kommune.
Boligselskabet SydVest etableres den 1. januar 2026 og vil dermed omfatte 2.100 boliger fordelt på 26 boligafdelinger i seks kommuner.
KAB-Fællesskabet bliver med sammenlægningen én boligorganisation mindre fra 31 til 30 boligorganisationer. Men det sker altså uden, at nogen forlader fællesskabet.























