Sydvestjysk højhus rejser sig på havnen

Der er nu afholdt rejsegilde på Sydvestjyllands største kontordomicil, hvor 350 medarbejdere får nyt hovedkontor fra slutningen af 2027.

5E Byg står for byggeriet af det nye højhus for Det Faglige Hus. Foto: PR.
5E Byg står for byggeriet af det nye højhus for Det Faglige Hus. Foto: PR.

På Esbjerg Brygge er et nyt 14 etager højt kontordomicil ved at rejse sig med udsigt over Ho Bugt, Vadehavet og Fanø.

Onsdag blev der holdt rejsegilde for byggeriet, som bliver Sydvestjyllands hidtil største kontordomicil med næsten 20.000 kvadratmeter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Faglige Hus, som står bag projektet.

Rejsegildet blev markeret med pølsevogn, kaffe og kage for de mange håndværkere, som har arbejdet på byggeriet.

– Vi har valgt at gøre rejsegildet i dag til udelukkende at være en fejring af jer håndværkere. Det har I fortjent! At der så samtidig holder mange lokale firmabiler her på byggepladsen, gør ikke vores glæde mindre, sagde administrerende direktør Brian Elsted Hansen fra Det Faglige Hus i forbindelse med rejsegildet.

Det Faglige Hus flytter sit hovedkontor ind i bygningen og kommer til at bruge 12.000 kvadratmeter til sine 350 medarbejdere i Esbjerg.

Yderligere 3.000 kvadratmeter indrettes med fælles faciliteter, mens de sidste 5.000 kvadratmeter udlejes til andre virksomheder. Omkring halvdelen af lejemålene er allerede udlejet eller reserveret.

Kontordomicilet er tegnet af Rudolf Lolk og Friis & Moltke, mens 5E Byg er totalentreprenør på projektet.

– Hos os er der stolthed over, at vi er udvalgt til at løfte denne opgave, men uden jer håndværkere gik det ikke. Byggeriet her er samtidig et glædeligt gensyn med mange af de virksomheder, som vi også samarbejder med på projekter andre steder i landet, sagde Per Jørgensen, administrerende direktør i 5E Byg.

Byggeriet begyndte i efteråret 2025, og 12 af de 14 etager er nu opført. Efter en mindre forsinkelse på grund af blæst følger projektet ellers tidsplanen, og bygningen ventes klar til indflytning ved udgangen af 2027.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev