Tækker klar med plan for tidligere skole i Aarhus

Kroghsgade Skole har stået tom i ti år, men nu vil Jørn Tækker forvandle bygningen til et åbent samlingssted for kunst og kultur.

Den tidligere Kroghsgade Skole på Frederiksbjerg i Aarhus kan blive solgt til Tækker Group. Foto: Google Maps.
Den tidligere Kroghsgade Skole på Frederiksbjerg i Aarhus kan blive solgt til Tækker Group. Foto: Google Maps.

Efter mange år med tomme lokaler og omfattende skader har Kroghsgade Skole på Frederiksbjerg fået ny ejer.

Aarhus Byråd har godkendt salget af den bevaringsværdige bygning til ejendomsudvikler Jørn Tækker og Tækker Group.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Den gamle skolebygning fra 1889 har stået tom siden 2016 og er præget af både fugt-, frost- og vandskader. Samtidig er bygningens el- og varmesystemer stærkt nedslidte og skal undersøges nærmere, før en restaurering kan gå i gang.

Jørn Tækker ønsker at give den historiske ejendom nyt liv med værksteder, kunst, kultur og borgerdrevne aktiviteter frem for traditionelle kontorer eller erhvervslokaler.

– Vores kærlighed til gamle, historiske ejendomme er ikke falmet med tiden, og den her bygning passer godt ind i det, vi arbejder med, siger Jørn Tækker til Århus Stiftstidende.

Han vælger at hemmeligholde prisen, indtil skødet falder på plads 1. juni.

Den kommende restaurering skal efter planen gennemføres så nænsomt som muligt. Jørn Tækker håber blandt andet at kunne bevare og genbruge de originale vinduer og andre historiske detaljer i den slidte bygning.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev