Tækker køber historisk ejendom i Aarhus for knap 30 millioner

Jørn Tækker har købt en bevaringsværdig hjørneejendom på Skt. Pauls Kirkeplads, og ejer nu mere end 20 bygninger på Frederiksbjerg.

Tækker Group køber ejendommen på Skt. Pauls Kirkeplads 19 i Aarhus. Foto: Google Maps.
Tækker Group køber ejendommen på Skt. Pauls Kirkeplads 19 i Aarhus. Foto: Google Maps.

Jørn Tækker har igen været på indkøb på Frederiksbjerg, skriver Stiften.

Denne gang har ejendomsmilliardæren gennem Tækker Group købt den markante ejendom på Skt. Pauls Kirkeplads 19 for 28,8 millioner kroner.

Den bevaringsværdige hjørneejendom er opført i gule mursten og har dekorative detaljer samt et karakteristisk hjørnetårn med spir.

I dag huser bygningen blandt andet Amigo Pizza & Grill og otte lejligheder samt en kosmetisk klinik i stueetagen.

Købet kommer kort efter, at Tækker Group tidligere på året overtog naboejendommen på Skt. Pauls Kirkeplads 17. Samlet ejer koncernen nu mere end 20 forskellige bygninger alene på Frederiksbjerg.

Jørn Tækker har også gjort sig bemærket med købet af den tidligere Kroghsgade Skole fra Aarhus Kommune. Planen er at genoplive den forfaldne skolebygning med kunst, kultur og borgerdrevne aktiviteter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev