Tagpap bliver i stigende grad genanvendt

I 2025 indsamlede Derbigum Danmark 222 tons tagpap, hvilket er en klar fremgang fra året før. Branchen er dog endnu ikke i mål.

Tagdækkerbranchen genbruger i stigende grad tagpap, hvilket blandt andet gøres muligt ved brug af big bags, så materialet kan sorteres direkte fra byggepladsen. Foto: PR.
Tagdækkerbranchen genbruger i stigende grad tagpap, hvilket blandt andet gøres muligt ved brug af big bags, så materialet kan sorteres direkte fra byggepladsen. Foto: PR.

Derbigum Danmark har sat ny rekord i genbrug af tagpap, oplyses det i en pressemeddelelse.

I 2025 indsamlede virksomheden 222 tons, hvilket er en klar stigning fra året før. Det brugte tagpap kommer både fra nye byggeprojekter og fra renoveringer og bliver genanvendt til nye tagmaterialer.

Ifølge virksomheden skyldes fremgangen et tæt samarbejde med tagdækkere over hele landet.

– Tallene viser tydeligt, at når vi arbejder sammen på tværs af branchen, kan vi skabe konkrete og målbare resultater, siger Ulrik Hoffmann, salgs- og projektchef hos Derbigum.

Ifølge Derbigum har flere og flere virksomheder gjort systematisk indsamling af tagpap til en fast del af deres arbejdsgange. Blandt andet anvendes big bags, der gør det nemt at sortere og returnere materialet direkte fra byggepladsen.

Hos Derbigum ser man den nye rekord som et vigtigt skridt, men tagdækkerbranchen er endnu ikke i mål.

– Der er fortsat et stort potentiale for at indsamle endnu mere tagpap, påpeger Ulrik Hoffmann.

Mere genanvendelse betyder mindre behov for nye råmaterialer og et mere bæredygtigt byggeri.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev