Teknik og Miljø i Aarhus opruster med to nye forvaltningschefer

Line Joel Sand bliver permanent chef for Aarhus Ejendomme, mens Anne Elizabeth Kamstrup bliver ny chef i By og Natur. Begge tiltræder i efteråret.

Line Joel Sand, ny forvaltningschef for Aarhus Ejendomme i Teknik og Miljø. Foto: Aarhus Kommune.
Line Joel Sand, ny forvaltningschef for Aarhus Ejendomme i Teknik og Miljø. Foto: Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune styrker nu ledelsen i Teknik og Miljø med to nye forvaltningschefer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Magistraten har godkendt ansættelsen af Line Joel Sand som permanent chef for Aarhus Ejendomme og Anne Elizabeth Kamstrup som ny chef i By og Natur.

– På ejendomsområdet skal vi fortsætte den konsolidering og udvikling, som vi har knoklet for siden etableringen af Aarhus Ejendomme, udtaler Henrik Seiding, direktør i Teknik og Miljø.

– Og i vores mangfoldige By og Natur-forvaltning vil tilføjelsen af en forvaltningschef betyde, at vi både styrker os på klima, miljø og den grønne omstilling, og at vi i langt højere grad kan eksekvere på byrådets mange ambitiøse planer for driften og udviklingen af Aarhus Kommune.

Line Joel Sand har siden januar været konstitueret chef for Aarhus Ejendomme, men får nu den permanente stilling. Hun har tidligere været økonomichef i Teknik og Miljø og har også erfaring fra Københavns Ejendomme. Hun tiltræder som permanent chef den 1. september.

Anne Elizabeth Kamstrup, ny forvaltningschef for By og Natur i Teknik og Miljø. Foto: Aarhus Kommune.
Anne Elizabeth Kamstrup, ny forvaltningschef for By og Natur i Teknik og Miljø. Foto: Aarhus Kommune.

Anne Elizabeth Kamstrup kommer fra Miljøstyrelsen, hvor hun gennem flere år har været leder af komplekse opgaver med tæt kontakt til det politiske niveau. Hun har blandt andet erfaring med klimatilpasning, kystbeskyttelse og cirkulær økonomi.

Hun skal lede By og Natur sammen med Michael Tolstrup og tiltræder den 1. oktober. Den præcise fordeling af afdelinger og ansvarsområder mellem de to chefer er endnu ikke fastlagt.

Ifølge direktør for Teknik og Miljø Henrik Seiding skal de to ansættelser styrke organisationen og gøre det lettere at føre byrådets planer ud i livet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev