Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos Tekniq Arbejdsgiverne.
Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos Tekniq Arbejdsgiverne. Foto: PR.

Boligmarkedet er igen ved at komme i gang, og det kan blive en anledning til, at flere boligejere vælger energiforbedringer, når de alligevel skal renovere.

Det vurderer erhvervsorganisationen Tekniq, som i en pressemeddelelse peger på, at et højere grønt håndværkerfradrag kan være med til at skubbe udviklingen i en mere klimavenlig retning.

Ifølge Tekniq bliver energimærke, varmeregning og indeklima ofte mere konkrete, når man står med nøglerne til et nyt hus. Her kan bolighandlen blive det tidspunkt, hvor mange vælger at investere i tekniske løsninger, der på sigt kan reducere energiforbruget.

Underdirektør i Tekniq, Maria Schougaard Berntsen, mener, at det grønne håndværkerfradrag kan være en ekstra motivation for nye boligejere til at tænke længere end de mere traditionelle forbedringer som maling og indretning.

– Når flyttekasserne bæres ind, følger lysten til at sætte sit eget præg på boligen ofte med. Og lige nu er det grønne håndværkerfradraget en ekstra gulerod. Det sikrer forhåbentligt, at pengene ikke kun går til nyt tapet og større sofa, men også til varmepumper og isolering, udtaler Maria Schougaard Berntsen.

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der er kommet flere lånetilbud, hvilket ifølge Tekniq tyder på øget aktivitet på boligmarkedet. Organisationen ser det som en mulighed for at opgradere den danske bygningsmasse, som står for en betydelig del af landets energiforbrug.

Tekniq peger på, at grønne renoveringer som varmepumper, ventilation, solceller og bedre varmestyring ikke kun kan give lavere driftsudgifter, men også kan forbedre indeklimaet og øge boligens værdi.

Håndværkerfradraget er i 2026 hævet til 9.000 kroner pr. person mod 8.600 kroner året før. Fradraget kan blandt andet bruges til energiforbedringer som installation af varmepumper og varmeanlæg, solceller, ventilationsanlæg, varmestyringssystemer samt efterisolering og udskiftning af vinduer.

Tilmeld Nyhedsbrev