Teknologisk Institut: Samarbejde giver bedre dokumentation og mindre forurening på byggepladser

Projektet Fremtidens Grønne byggeplads er klar med slutrapport, der præsenterer løsninger til klima- og miljøforbedringer på byggepladser.

På byggepladsen Mindet i Aarhus er Danmarks højeste bygning ved at blive opført. Her har Teknologisk Institut sammen med Aarsleff og de øvrige projektpartnere gennem tre år arbejdet på at finde og dokumentere løsninger til at reducere byggepladsers CO2-udledning og lokale miljøpåvirkning.

Nu er resultaterne klar, oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Ifølge Teknologisk Institut viser de, at man både kan spare energi og skåne klimaet uden at gå på kompromis med effektiviteten.

– Et særligt interessant resultat kom frem ved test af maskinernes brændstofsparende ECO-funktion. Ved rendegravning viste det sig, at maskinen ikke bare brugte mindre brændstof i ECO-mode – den gravede faktisk også hurtigere og mere effektivt end i normal drift. Dette resultat kan implementeres på eksisterende maskiner uden større omkostninger, men handler primært om at uddanne maskinførerne i optimal brug af funktionen, udtaler koncernbæredygtighedschef hos Aarsleff, Grith Bech-Nielsen.

Fra 1. juli 2025 skal byggepladser leve op til nye klimakrav – og her viser projektet, at el-gravemaskiner og grøn adfærd kan skære op til 80 procent af CO2-udledningen.

– Vi har i projektet udviklet og testet metoder, der gør det muligt at overvåge og dokumentere udledninger fra byggepladser i realtid. Med sensornetværk, der måler luftkvalitet, støjniveauer og energiforbrug, samt mobilt udstyr til præcise målinger på entreprenørmaskiner, kan vi levere den nødvendige data til både dokumentation og optimering. Dette giver branchen et solidt grundlag for at leve op til bygningsreglementets skærpede krav, siger centerprojektleder ved Teknologisk Institut, Lars Overgaard.

Blandt løsningerne er desuden skurvogne med solceller, eldrevne maskiner og brug af biodiesel.

Projektet har også testet sensorer, der måler støj, luftkvalitet og energiforbrug i realtid, samt udviklet en digital kopi af byggepladsen, der hjælper med at styre logistik og holde øje med udledninger.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling