
Thranekær vokser til mere end 300 medarbejdere efter opkøbet af Henry Jensen Rådgivende Ingeniører.
Samtidig får Thranekær for første gang en lokal tilstedeværelse på Fyn, fremgår det af en pressemeddelelse.
Thranekær blev etableret for godt et år siden med ambitionen om at samle partnerdrevne rådgivervirksomheder i en landsdækkende organisation. Siden har virksomheden gennemført flere opkøb og samtidig vokset organisk.
– Henry Jensen er en virksomhed, vi har valgt meget nøje, udtaler Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør i Thranekær.
– De har gennem mange år opbygget en stærk forretning med høj faglighed, dygtige medarbejdere og stærke kunderelationer. Samtidig driver de virksomheden med beslutninger tæt på både kunder og medarbejdere. Det er præcis den type virksomhed, vi gerne vil bygge Thranekær sammen med.
Opkøbet betyder også, at tre partnere fra Henry Jensen bliver en del af Thranekærs partnerkreds, som dermed vokser til 31 partnere.
Thranekær fremhæver, at målet ikke er at gøre organisationen mere bureaukratisk, selv om den bliver større. De lokale virksomheder skal fortsat have fagligt ansvar og beslutningskraft tæt på kunderne, mens medarbejdere og kunder samtidig skal kunne trække på kompetencer fra resten af organisationen.
– Henry Jensen står stærkt i dag, og vi har gennem mange år bygget en forretning, som vi er stolte af, udtaler Michael Jakobsen, administrerende direktør i Henry Jensen.
– For os handler det om at finde en partner, der kan løfte virksomheden videre uden at give køb på det, der har skabt vores position. Det har vi fundet i Thranekær, hvor vi ser gode muligheder for at udvikle både vores forretning og vores medarbejdere.
Henry Jensen Rådgivende Ingeniører med base på Østergade 44 i Odense havde i 2025 en bruttofortjeneste på godt 45 millioner kroner, et resultat før skat på knap 14 millioner kroner, og et overskud efter skat på næsten 11 millioner kroner. Ingeniørfirmaet med omkring 50 medarbejdere har investeringsejendomme for knap 23 millioner kroner gennem datterselskabet HJAS Ejendomme.
Foruden Michael Jakobsen har Henry Jensen Rådgivende Ingeniører hidtil været ejet af Joachim Stampe Krongaard-Mikkelsen og Kasper Nøddebo Kildegaard. Henry Jensen blev etableret i 1979 og omdannet til aktieselskab i 1987 med ingeniør Henry Jensen som hovedaktionær.






















