Ejendomsselskabet BoStad får nye ejere, når Thylander sammen med investeringsfonden TG Partners VIII den 31. oktober bliver hovedaktionær i selskabet.
Samtidig træder Goldman Sachs Alternatives gennem Vintage Strategies ind som partner.
AP Pension købte i 2021 BoStad af den amerikanske kapitalfond Castlelake, og AP Ejendomme “forbliver som betydende minoritetsaktionær”, som det formuleres i en pressemeddelelse fra parterne.
– Vi er stolte over at kunne udvide vores partner- og investorkreds med en globalt anerkendt investor som Goldman Sachs Alternatives, der markerer et partnerskab for deres danske eksponering gennem vores platform, udtaler Thylanders administrerende direktør Bjarke Mikkelsen.
Han fremhæver, at alle parter deler en ambition om at sikre flere gode og betalbare boliger i landets vækstbyer.
BoStad ejer 61 boligudlejningsejendomme med mere end 1.450 lejemål fordelt på 13 vækstbyer rundt om i Danmark.
– Med denne transaktion vil vores fonde få eksponering mod betalbare boligejendomme på det danske marked, udtaler administrerende direktør hos Goldman Sachs Alternatives.
Goldman Sachs Alternatives har siden etableringen i 1998 investeret over 445 milliarder kroner og er blandt verdens største investorer inden for sekundære fonde.
Også hos AP Ejendomme er der tilfredshed med de nye ejere.
– BoStad-porteføljen er nu fuldt udlejet og veldrevet, og tiden er derfor kommet til at byde velkommen til nye partnere, der som vi har et indgående branchekendskab og kendskab til porteføljen, udtaler Peter Olsson, administrerende direktør for AP Ejendomme.
Thylander vil fremover stå for den daglige forvaltning af BoStad. Partner og driftsdirektør Michael Brichmann bliver ansvarlig for den løbende ledelse og ser frem til at udvikle selskabet yderligere i samarbejde med både Goldman Sachs Alternatives og AP Ejendomme.
Parterne har ikke ønsket at oplyse købesummen eller andre økonomiske detaljer i aftalen.
I forbindelse med handlen er Thylander og Goldman Sachs Alternatives blevet rådgivet af Accura, Weil, Gotshal & Manges, Deloitte og Cowi, mens AP Ejendomme er blevet rådgivet af Colliers, Poul Schmith, Deloitte og Brinch Estate. Nordea fungerer som eneste långiver for BoStad.























