
Planerne om 106 nye boliger i byudviklingsområdet Gartnerhaven i Hvidovre er sat på pause, efter at aftalen mellem HusCompagniet og ejendomsudvikleren Thylander er blevet ophævet.
Det oplyser HusCompagniet i en selskabsmeddelelse.
Aftalen blev indgået i oktober 2024, men var betinget af en kommunal godkendelse, som ikke kom på plads inden den aftalte frist.
Thylander står gennem sin fond Build for Life som bygherre på projektet. Det var hensigten, at HusCompagniet skulle opføre 46 rækkehuse i to plan og 60 lejligheder, alle som udlejningsboliger. Boligerne skulle spænde fra 58 til 113 kvadratmeter og henvende sig til både singler, børnefamilier og seniorer.
Projektet er en del af den samlede udvikling af Gartnerhaven, hvor der i alt planlægges omkring 550 boliger.
Sweco Architects har udarbejdet helhedsplanen for området med fokus på fællesskab, grønne omgivelser og tæt kontakt til naturen.
Ophævelsen af aftalen får ingen betydning for HusCompagniets forventninger til 2025. Selskabet fastholder sine prognoser med en forventet omsætning på mellem 2,9 og 3,1 milliarder kroner, et driftsresultat før renter, skat og afskrivninger på 60 til 80 millioner kroner samt et driftsresultat på 15 til 35 millioner kroner.





















