Tidligere ansatte kritiserer arbejdsmiljøet hos BIG

Tidligere ansatte fortæller om stress og hårdt arbejdspres, hvor folk besvimede på arbejdet hos BIG- Bjarke Ingels Group.

BIG's domicil på Nordhavn. Foto: Dansk Byudvikling.
BIG’s domicil på Nordhavn, mens det var under opførelse. Foto: Dansk Byudvikling.

Omkring 20 tidligere medarbejdere retter i Ingeniøren kritik mod arbejdsmiljøet hos BIG – Bjarke Ingels Group.

De beskriver en hverdag med lange arbejdsdage, højt pres og tilfælde, hvor ansatte er gået ned med stress eller er besvimet.

Camilla Miehs var HR-chef i BIG Group fra 2017 til 2020. Hun bekræfter over for Ingeniøren det billede, som de øvrige kilder tegner, og retter selv en hård kritik af arbejdskulturen hos BIG.

– Vi havde virkelig mange, der brændte ud. Det føltes i perioder, som om vi nærmest hver eller hver anden uge stod med en ny sag. De ekstreme eksempler var, at folk besvimede på arbejdet. Jeg kan også huske, at vi havde en, der begyndte at tabe håret. Det kom simpelthen ud i totter, siger Camilla Miehs.

Annonce

Ledelsen afviser, at problemerne er udbredte, og understreger, at trivsel har høj prioritet. Ifølge virksomheden blev der registreret tre stressrelaterede sygemeldinger i 2025.

“Det tynger mig, at der er nogle, der har haft en dårlig oplevelse med at arbejde hos os. Sådan skal det ikke være, for vores medarbejderes trivsel er helt centralt for os i BIG,” lyder det i et skriftligt svar til Ingeniøren fra tegnestuens administrerende direktør, Sheela Søgaard.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev