Michael Demsitz, formand for Nakskov Almene Boligselskab. Foto: Ricky John Molloy.
Michael Demsitz, formand for Nakskov Almene Boligselskab. Foto: Ricky John Molloy.

Michael Demsitz, der er tidligere administrerende direktør i det landsdækkende administrationsselskab Boligkontoret Danmark, er valgt til ny formand for Nakskov Almene Boligselskab. Det skriver boligselskabet i en pressemeddelelse.

– Selv efter 42 år i den almene boligsektor, synes jeg ikke, at jeg er færdig, så jeg er meget glad for valget til formand for Nakskov Almene Boligselskab og de gode opgaver, udfordringer og udviklingsmuligheder, der ligger her, udtaler Michael Demsitz i meddelelsen.

I sommers gik Michael Demsitz på pension efter 27 år som administrerende direktør i Boligkontoret Danmark. Han er desuden bestyrelsesformand for Forenet Kredit.

– Han er en stor gevinst for os og for udviklingen af almene boliger i vores del af landet, udtaler næstformand i Nakskov Almene Boligselskab, Liselotte Ploug.

Lolland Kommune har gennem de seneste 10 år oplevet et forholdsvis stor fald i kommunens befolkningstal fra godt 45.000 indbyggere i 2011 til lidt over 40.000 indbyggere i 2021.

Den nyvalgte formand er opmærksom på, at kommunen er ramt af de bevægelser, der gennem mange år har været fra land til by.

– Og kommunen har en stor og nødvendig opmærksomhed på at finde en balance både økonomisk og socialt i den situation, udtaler den nyvalgte formand.

Han peger på, at ændringerne både giver muligheder og udfordringer for de almene boligselskaber.

– Så derfor er boligselskabernes samspil med kommunen de kommende år afgørende for blandt andet Nakskov Almene Boligselskabs fremtid og dermed også beboernes liv og hverdag. Her kan jeg i kraft af mine mange år i det almenes tjeneste spille ind med løsninger, siger Michael Demsitz og understreger sit fokus på udvikling frem for afvikling.

– Jeg vil slås for udvikling, og her vil beboerne få en formand, som både kan lytte og tale deres sprog og på den måde være en god repræsentant for dem i spillet med kommunen på de mere bonede gulve, siger den nyvalgte formand.

Nakskov Almene Boligselskab er en boligforening med syv afdelinger i Nakskov med i alt 664 lejeboliger. Boligerne udlejes i samarbejde med Boligkontoret Danmark.