Tidligere gartneri skal udvikles med 125 boliger

Der skal bygges rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri på den aflange grund, der strækker sig over et areal på godt 20.300 kvadratmeter.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Et lokalplanforslag for et godt 20.300 kvadratmeter stort areal ved Larsmindevej i Lisbjerg ved Aarhus forventes inden længe at blive sendt i offentlig høring.

Udarbejdelsen af lokalplanforslaget er blevet sat i gang efter en anmodning fra den private grundejer.

Der er tale om af aflangt areal med en bredde på 63 og en længde 323 meter. Området bærer ifølge Aarhus Kommune præg af en tidligere anvendelse som gartneri med driftsbygninger og væksthuse.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at opføre blandede boliger i form af rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri i to-tre etager.

I alt skal lokalplanen give mulighed for 10.165 etagemeter nybyggeri, og der stilles krav om, at der opføres mindst 25 procent almene boliger. Der er allerede indgået aftale mellem udvikleren og en boligforening om de almene boliger.

Desuden stilles der krav til størrelserne på de kommende boliger. Ingen boliger må være mindre end 59 kvadratmeter – dog må almene boliger være ned til 50 kvadratmeter.

Derudover må højst en tredjedel af boligerne i lokalplanområdet være under 72 kvadratmeter, og mindst en tredjedel af boligerne i lokalplanområdet skal være 72-99 kvadratmeter. Endeligt skal mindst en tredjedel af boligerne i lokalplanområdet være minimum 100 kvadratmeter.

Lokalplanområdet er omfattet af den store udviklingsplan for Lisbjerg, som skal udvikles til en ny bydel med 25.000 indbyggere. Det er dog muligt at udvikle arealet uafhængigt af den øvrige etapedeling i udviklingsplanen, da området er privatejet, og der eksisterer en kommuneplanramme for området.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling