
Habro styrker ledelsen med Olli Fischer, der tidligere har haft en central rolle hos NREP og Urban Partners.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra ejendomsinvesterings- og forvaltningsvirksomheden med en samlet ejendomsportefølje på cirka 8,5 milliarder kroner fordelt på mere end 100 ejendomme og selskaber på vegne af omkring 700 danske investorer.
Olli Fischer bliver ny administrerende direktør for Habros danske forretning og skal sammen med stifterne og koncerndirektører Jan M. Hansen og Flemming Brokmose drive virksomhedens videre vækst.
– Olli kommer med solid erfaring fra en international vækstvirksomhed og deler vores syn på langsigtet værdiskabelse, lokal tilstedeværelse og disciplineret eksekvering. Han skal være med til at styrke den næste fase af Habros udvikling, udtaler Jan M. Hansen og Flemming Brokmose.
Størstedelen af Habros ejendomsportefølje ligger i Storbritannien, hvor virksomheden siden 2021 har formidlet investeringer for omkring 3 milliarder kroner i centrale London.
– Habro har gennem mange år opbygget en meget stærk position i London. Det er en virksomhed med dybe relationer, lokal tilstedeværelse og stor erfaring med at investere i nogle af de mest attraktive dele af markedet. Det er en spændende platform at bygge videre på sammen med Jan og Flemming og resten af organisationen, udtaler Olli Fischer.
Den nye direktør kommer med omfattende erfaring fra NREP og Urban Partners, hvor han var med til at udvikle virksomheden fra omkring 40 til mere end 600 medarbejdere og fra en portefølje på cirka 1,5 milliarder kroner til 150 milliarder kroner.
Habro har været aktiv i Storbritannien siden 1999 og etablerede allerede i 2006 sin egen organisation i London. Virksomheden fokuserer især på kontorejendomme i områder som West End, Midtown og City, hvor der arbejdes med historiske bygninger, energiforbedringer og moderniseringer.
Ifølge Olli Fischer er London fortsat Europas vigtigste finansielle centrum og et af kontinentets mest attraktive ejendomsmarkeder for internationale investorer.
– I disse år gennemgår ejendomsmarkedet i London en stor omstilling. Nye energikrav, investorerne ønsker “flight to quality”, og ændrede kundebehov skaber både udfordringer og muligheder for ejendomsinvestorer. Habro står stærkt i den udvikling, fordi teamet har stor erfaring i at transformere historiske ejendomme på de bedste beliggenheder, så de matcher disse nye krav, siger han.






















