Slättö har for 192,5 millioner kroner netop opkøbt en forladt og utidssvarende kontorejendom på Halmtorvet på Vesterbro i København.
Det oplyser den svenske ejendomsinvestor i en pressemeddelelse, hvor det påpeges, at København, som i dag er det stærkeste hotelmarked i Norden med rekordmange overnatninger.
Den tidligere politibygning skal nu gennemgå en gennemgribende renovering og omdannes til et livsstilshotel med 169 værelser. Hotellet skal drives af den prisvindende operatør Bob W og står til at åbne i slutningen af 2027. Byggeriet sættes efter planen i gang i første kvartal 2026.
– Dette er en milepælsinvestering for Slättö, der markerer vores fortsatte vækst i Danmark og en meget stærk start for vores Value Add III-fond, udtaler Erik Dansbo, investeringschef hos Slättö.
Han ser projektet som et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe værdi ved at renovere og nytænke eksisterende bygningsmasse i centrale byområder.

Projektet er en såkaldt “brown-to-green”-omdannelse, hvor gamle, energiforbrugende bygninger forvandles til mere bæredygtige ejendomme. Ambitionen er, at projektet skal certificeres til DGNB Guld, hvilket kræver markante energiforbedringer.
Ejendommen ligger centralt på Halmtorvet med direkte udsigt til Kødbyen og blot få minutters gang fra Hovedbanegården og metroen. Slättö overtager bygningen fra Commercial Real Estate Denmark (CRED) – et konsortium af danske fonde og institutionelle investorer, som forvaltes af Rubik Management.
Slättö er en fondsforvalter der har ejendomsinvesteringer i Norden for 20 milliarder kroner. Selskabet er grundlagt i 2013.
– Danmark er et stærkt ejendomsmarked med gennemsigtighed, likviditet og international investorappel. Derfor sigter Slättö som en førende nordisk ejendomsfondsforvalter mod at vokse i landet, og vores investering i Halmtorvet-projektet er et naturligt skridt på den rejse, siger Anders Østergaard Hansen, landechef hos Slättö i Danmark.
Finske operatør udvider i Danmark

Også Bob W ser frem til at udvide sin tilstedeværelse i København.
– København er ikke bare en populær destination, men også kendt for bæredygtighed, design og kultur – værdier, som vi deler, siger administrerende direktør og medstifter Niko Karstikko.
Finske Bob W blev grundlagt i 2018. Koncernen driver i dag 41 hoteller i 19 europæiske byer i ti forskellige land. De samarbejder allerede med Slättö i Helsinki, og udvidelsen til Halmtorvet er en forlængelse af deres strategi om at omdanne underudnyttede bygninger til moderne hoteller i attraktive storbyområder.
Med projektet på Halmtorvet får Vesterbro ikke bare et nyt hotel – men også et løft, der forbinder områdets historie med fremtidens bæredygtige byliv.
Tidligere lå politiets Station 1 i bygningen, men efter problemer med skimmelsvamp flyttede politiet fra bygningen i begyndelsen af 2024.
Ejendommen blev opført i 1963 som kontorkompleks tegnet af arkitekt Frederik Bojesen. Den blev oprindeligt udviklet af August Borgen, hvis forsikrings- og ejendomsselskab havde kontorer på de øverste etager, mens olieselskabet BP holdt til på 3. sal. Politistationen i bygningen åbnede i 1994.
CRED og Rubik Management var i forbindelse med handlen rådgivet af Skat Skov Consult, Accura, Rambøll og Colliers, mens Slättö var rådgivet af Gorrisen Federspiel, Nordic Hotel Consulting, CAJN Projekt, ACT Architects, EKJ Rådgivende Ingeniører, Arpe Kjeldsholm, PwC, Dansk Miljøanalyse, ZERO Engineering, Gade & Mortensen Akustik, Carsten Mai & Co. og Copenhagen Fire.























