
En tidligere patientbygning fra 1888 i Teglgårdsparken i Middelfart har fået nyt liv.
Bygningen er blevet transformeret til MIND Museum – Danmarks Psykiatriske Museum – og samtidig til et nyt samlingssted for lokale sociale interesseorganisationer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra C.F. Møller Architects, der har sat stregerne til ombygningen af den cirka 1.500 kvadratmeter store bygning. I stedet for at skjule sporene fra hospitalets lange historie er de gjort til en del af museumsoplevelsen.
– Mange museer fortæller historier om steder. På MIND Museum er stedet selv en del af fortællingen, udtaler Rune Bjerno Nielsen, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
– Bygningen rummer spor af skiftende opfattelser af psykisk sygdom, behandling og samfund. Vores ambition har været at synliggøre disse spor og samtidig skabe et museum, der er relevant og velfungerende i dag.
Den oprindelige gangstruktur, patientstuerne og bygningens rumlige hierarki er bevaret. Samtidig er der tilføjet blandt andet en ny hovedtrappe, nye forbindelser mellem rummene og en intern MINDwalk-trappe, der forbinder stueetagen med kælderen og de gamle underjordiske tunneler.

Museet viser samtidig bygningens forskellige arkitektoniske perioder. Den oprindelige hospitalsarkitektur fra slutningen af 1800-tallet, moderniseringerne fra 1970’erne og de nye elementer til museet er bevaret som synlige lag.
Stueetagen er indrettet med farver og materialer, der refererer til hospitalets oprindelige udtryk, mens førstesalen er blevet et moderne, hvidt udstillingsmiljø. I kælderen er der blandt andet etableret gruppe- og aktivitetsrum med fokus på rolige og trygge omgivelser.
Udvendigt er taget skiftet, mens de karakteristiske vinduer er blevet renoveret. En ny skulpturhave udvider desuden museumsoplevelsen til udearealerne.
Bygningen er bevaringsværdig med en SAVE-værdi på 2 og er fastholdt i sin oprindelige ydre form.
Næste skridt bliver efter planen at udvide museumsoplevelsen til de gamle underjordiske tunneler gennem MINDwalk.






















