I Linå mellem Silkeborg og Låsby kan en bevaringsværdig ejendom fra omkring 1727 meget vel have kurs mod nedrivning.
Silkeborg Kommune har ellers ihærdigt forsøgt at forhindre, at den gamle rytterskole på Linågyden 7 bliver revet ned. Det ansøgte en tidligere ejer af ejendommen nemlig om tilladelse til for omkring fem år siden.
I 2020 beslutter kommunens plan- og vejvalg derfor at nedlægge et § 14-forbud mod nedrivning af ejendommen. Vurderingen fra Silkeborg Kommune er derefter, at kommunen nu har overtagelsespligt på ejendommen.
Derfor købte kommunen Rytterskolen, som ejendommen kaldes blandt de lokale. Det forlød, at borgere i lokalsamfundet gerne ville udvikle ejendommen, oplyste 1. viceborgmester i Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard (R) på et byrådsmøde den 28. maj 2024.
Tiden har ikke arbejdet for bygningen, siden sagen tog sin begyndelse for fem år siden, slog han videre fast.
– Dette fuldstændigt værdiløse hus, er jo om muligt blevet endnu mindre værd. Og jeg ved ikke, om det er et udslag af umanerlig dårligt politisk købmandsskab, eller om det bare er en lektion i, at vi ikke altid skal hoppe med på interessant projektmageri, sagde Johan Brødsgaard på byrådsmødet og gav derefter et overblik over forløbet.
Efter kommunens køb af ejendommen erfarer kommunen, at en fond “muligvis” og “på sigt” vil købe ejendommen med henblik på delvist at bevare den og omdanne den til andre formål.
Selvom der ikke foreligger noget konkret fra fonden, overtager kommunen ejendommen den i april 2020 for en tinglyst pris på 375.000 kroner.
– Og der får vi vurderingen: “Ejendommen er i meget dårligt stand”. Hvad gør vi så? Jo, men så vedtager man i budgetaftalen, at det skal vi bruge 200.000 kroner på, oplyste Johan Brødsgaard på byrådsmødet.
Derefter får kommunen lavet en vurdering, der viser, at det mest “nødtørftige vedligehold”, der skal sikre, at taget ikke falder sammen, vil koste 6-700.000 kroner. Og hvis bygningen reelt skal gøres anvendeligt, vil det koste 2,5 millioner kroner.
– Og det er jo her, det begynder at gå helt galt – at der er vi jo fuldstændigt “ude af sync med”, hvad lokalområdet ønsker. Der er sjovt nok ingen fonde, der rejser penge til dette. Vi får ydermere at vide, at den årlige drift på bygningen er på 100.000 kroner, sagde Johan Brødsgaard.
– Så jeg synes bare, at dette er så ærgerlig en sag, der dog selvfølgelig nu kun har kørt i fem år, nu får sin triste afslutning. Må vi bruge den som skræk og læring fremadrettet i forhold til, hvordan vi bruger vores penge, lød det fra lokalpolitikeren, der sluttede af med at lykønske den kommende ejer.
Sælges for 31.900 kroner
Sammen med en initiativgruppe har Silkeborg Kommune uden held forsøgt at finde en løsning på bevarelse af Rytterskolen.
Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendte derfor i september 2022, at ejendommen skulle nedrives.
I december 2023 besluttede politikerne i byrådet, at ejendommen skulle udbydes til salg uden mindstepris, og der ikke skulle deklareres et §14-forbud på ejendommen.
Ejendommen blev så sat til salg i et offentligt udbud uden mindstepris den 5. januar 2024.
Ved fristens udløb 11. marts 2024 var der kommet tre bud. Det højeste bud var på 55.700 kroner, men budgiveren valgte kort før byrådets behandling af salgsprisen på et møde i april 2024 at trække sit bud tilbage.
Kommunens ejendomsstab gik efterfølgende i dialog med den budgiver, der gav det næsthøjeste bud, som lød på 31.900 kroner. Den pris valgte politikerne i byrådet på det seneste byrådsmøde at acceptere, selvom prisen altså langt fra dækker de udgifter, som kommunen har haft i forbindelse med overtagelsen af ejendommen.
Tidligere har kommunens ejendomsstaben vurderet, at det vil koste 300.000 kroner at rive ejendommen ned, mens en byggegrund i Linå vil koste mellem 250.000 og 300.000 kroner.
Ifølge Bevaringsforeningen for Silkeborg Kommune, er Rytterskolen i Linå den ældste bygning i Silkeborg Kommune. Nu er fremtiden for ejendommen uvis.