Sønderborg Andelsboligforening står i samarbejde med Salus Boligadministration bag boligprojektet på Bygtoften i Sønderborg. Illustration: Arkitekterne Blaavand & Hansson.
Sønderborg Andelsboligforening står i samarbejde med Salus Boligadministration bag boligprojektet på Bygtoften i Sønderborg. Illustration: Arkitekterne Blaavand & Hansson.

Planerne om at opføre 12 nye boliger på Bygtoften i Sønderborg er kommet i alvorlig fare, skriver JyskeVestkysten.

Projektet var ellers ventet med stor interesse, da efterspørgslen på almene rækkehuse i byen er høj, og ventetiden i nogle tilfælde overstiger 25 år.

Da Sønderborg Andelsboligforening præsenterede projektet sidste år, var forventningen, at byggeriet skulle koste 24 millioner kroner, og at arbejdet kunne gå i gang i foråret 2026.

Dengang blev det desuden understreget, at der reelt ikke er tale om rækkehuse, men om huse i to plan med tre boliger i hver stueetage og tre boliger på hver første etage. Nu er økonomien imidlertid blevet så presset, at projektet risikerer helt at blive opgivet.

Annonce

Ifølge projektchef Brian Juhler Larsen fra Salus Boligadministration, som styrer byggeprojektet, skyldes det ikke kun stigende priser på materialer, men også en uventet høj udgift til tilslutning til spildevandsnettet. For de 12 boliger løber tilslutningsbidraget op i omkring 1 million kroner, da der skal betales et fast beløb pr. bolig.

– Som det ser ud lige nu, er der meget, der tyder på, at vi ikke kommer til at gennemføre byggeriet. Det bliver simpelthen for dyrt, siger Brian Juhler Larsen til JyskeVestkysten.

Reglerne for tilslutningsbidrag er ifølge forsyningsselskabet Sonfor fastsat ved lov og tager ikke højde for boligens størrelse eller indretning. Derfor koster det samme at tilslutte en mindre bolig som et stort parcelhus.

– Det er en lovbestemt model fra Christiansborg og ikke en pris, som Sonfor kan forhandle, siger forsyningsselskabets spildevandschef, Stinne Stokkebo til JyskeVestkysten.

Det undrer Brian Juhler Larsen, som havde forventet en lavere samlet betaling. Samtidig peger han på, at andre boligprojekter i området slipper for denne udgift, fordi grundene tidligere har været tilsluttet kloaknettet. Det gælder blandt andet et større byggeri med over 500 boliger på en tidligere materialegård.

Udvikleren arbejder nu sammen med entreprenørfirmaet Bo Michelsen på at finde besparelser i projektet. Herefter skal boligforeningens bestyrelse tage stilling til, om byggeriet kan gennemføres, eller om det må opgives.

Muligheden for øget offentlig støtte er ifølge Brian Juhler Larsen ikke realistisk, og en højere husleje anses ikke som en holdbar løsning, da det i sidste ende vil ramme de kommende beboere. Tidligere er en husleje på 7.310 kroner for en bolig på 76 kvadratmeter og 7.883 kroner for en bolig på 86 kvadratmeter blevet meldt ud.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev