I oktober 2024 blev lokalplanen for området efter mange års planlægning endeligt vedtaget, og snart kan udviklingen sættes i gang.
TN Udvikling skal udvikle det 47.000 kvadratmeter store areal mellem Alfred Nobels Vej og Selma Lagerløfs Vej i Universitetsområdet og tæt på det kommende supersygehus i Aalborg Øst.
Det oplyser udviklingsselskabet i en pressemeddelelse.
Lokalplanen for området giver mulighed for cirka 15.500 kvadratmeter erhverv i seks-syv etager samt 14.100 kvadratmeter boliger i to-fire etager. Projektøkonomien er på cirka 800 millioner kroner, oplyser TN Udvikling.
– Vi ser frem til at udvikle et af de stærkeste udviklingsområder i Danmark nord for Aarhus, udtaler direktør og indehaver af TN Udvikling, Torben Nielsen.
– Vi er langt fra de første, der har fået øje på dette højtbeliggende område med den fantastiske udsigt over Indkildedalen og helt til Lundby Bakker mod syd. Området er desuden af stor interesse for arkæologer, og vi ved allerede nu, at der har boet mennesker her siden omkring år 0. Vores forfædre satte åbenbart også pris på den flotte udsigt.
TN Udvikling har købt arealet sammen med to partnere: Klaus Hansen fra Nykøbing Mors og Reforma Invest med Peter Poulsen i spidsen.
Sælger var Mogens Mathiesen, som har brugt 10 år på at få lokalplanen for området på plads. Udviklingsselskabet har allieret os med arkitekt Christopher Riekehr fra COA Arkitekter, som også har udarbejdet lokalplanen. Han skal nu føre visionen ud i virkeligheden.
De cirka 155 lejeboliger skal opføres af Kriator, og hvis alt går efter planen sættes byggeriet i gang i foråret 2026. Efter sommerferien går en større arkæologisk udgravning i gang.
Om det kommende bolig- og erhvervsområde
Lokalplanområdet inddeles i fem delområder, hvor der i Delområde A – længst væk fra Sønder Tranders – må opføres 15.500 kvadratmeter erhverv i op til seks-syv etager.
I Delområde B må bygges 11.200 kvadratmeter boliger i form af rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri i to-fire etager, mens der i Delområde C der bygges 2.900 kvadratmeter rækkehuse og lejligheder i maksimalt to etager.
Delområde D udlægges til rekreativt område, mens Delområde E udlægges som teknisk areal, som kan indeholde regnvandsbassin og parkeringspladser.
Kilde: Aalborg Kommune.






















