
Colliers Aarhus har rådgivet sælger i forbindelse med salget af 11 byhuse på Skolegade i det centrale Herning og otte rækkehuse i Engholm Søpark.
Begge ejendomme er købt af samme investor, oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
De nybyggede byhuse omfatter samlet 1.345 kvadratmeter på Skolegade 51 A-G og 53 A-E på den tidligere sygehusgrund, der udvikles af KP Invest, PKA og Nordstern.
Rækkehusene på adresserne Engholm Søpark 4, 8, 10, 14, 16, 20, 22 og 24 rummer 1.058 kvadratmeter fordelt på otte adresser.
– Vi oplever en vedvarende sund investorinteresse for boligejendomme i Midtjylland med stærke driftsprofiler og et stabilt afkastpotentiale, udtaler erhvervsmægler Nikolaj Gottschalck fra Colliers Aarhus.

– Midtjylland er et marked, hvor velbeliggende ejendomme fortsat tiltrækker opmærksomhed fra relevante investorer – særligt når kvalitet og den rette salgsstrategi går hånd i hånd. De netop handlede boligenheder er gode eksempler på den type aktiver, som mange investorer efterspørger i markedet lige nu.
Colliers’ rådgiverteam bestod desuden af Tonny Yderholm og Mark Bruun Mathiassen.
Navne på sælger og køber røbes ikke, og handlerne er ikke tinglyst, ligesom der ikke er registreret ændringer er ejerskabet af selskaberne bag ejendommene.





















