Arkil og CG Jensen skal frem mod november udarbejde forslag til en ny underføring under jernbanen i Køge. Foto: Sees Media.
Arkil og CG Jensen skal frem mod november udarbejde forslag til en ny underføring under jernbanen i Køge. Foto: Sees Media.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Om cirka tre et halvt år skal en ny passage under jernbanen forbinde Kulturtorvet og Havnepladsen i Køge.

To hold under ledelse af henholdsvis Arkil og CG Jensen skal nu udarbejde forslag til, hvordan underføringen og de tilstødende byrum skal indrettes.

Det skriver Køge Kyst i en pressemeddelelse.

Arealudviklingsselskabet, der ejes ligelidt af Køge Kommune og Realdania By & Byg, har vurderet fire indkomne tilbud i første fase af en projektudviklingskonkurrence og vurderet, at de to hold kan give mest kvalitet for pengene.

– Uanset hvem, der sidst på året får opgaven med at anlægge underføringen, kan vi godt regne med, at det er kompetente kræfter, både hvad angår teknik og arkitektur. Vi glæder os meget til at se, hvad de to hold vil byde ind med over det næste halve års tid, siger projektdirektør i Køge Kyst Peter Kjølby.

Arkil har allieret sig med Schønherr til landskabsarkitektopgaven og Artelia som rådgivende ingeniør, mens CG Jensen er gået sammen med Thing-Brandt Landskab og med WSP som rådgivende ingeniør.

Begge hold skal som led i opgaven forholde sig til resultaterne af en dialogproces med borgere og interessenter, som Køge Kyst gennemførte i maj.

Her kom 142 besvarelser ind, og den største fællesnævner var et ønske om flere grønne planter i området. Der var også meget vægt på, at der skal være plads til byliv på pladserne samtidig med ønsket om en bred, lys, tryg og sikker passage, der er stimulerende for sanserne. Endelig har mange peget på et behov for, at projektet styrker forbindelserne mellem byens knudepunkter, især for cyklister.

Desuden ligger det på forhånd fast, at hensyn til både sikkerhed, klima og miljø skal være stærkt i fokus.

Til november udpeger Køge Kysts bestyrelse det vindende projekt, og herefter skal vinderholdet optimere designet og færdigprojektere underføringen, mens Køge Kommune udarbejder lokalplan og andre myndighedsdokumenter.

Underføringen forventes færdiganlagt i slutningen af 2028.

Fakta om underføringen

  • Selve den overdækkede passage bliver cirka 60 meter lang
  • På begge sider kommer der en 80-90 meter lang rampe, der fungerer som op- og nedkørsel for cyklister
  • Loftshøjden i underføringen bliver minimum 2,6 meter det laveste sted
  • Loftet bliver udført som tre parallelle dæk med mellemrum imellem, så der kan komme dagslys ned i underføringen på hver side af jernbanen

Kilde: Køge Kyst.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling