De første bylivsgader er nu taget i brug på Nørrebro, og flere lignende projekter følger i løbet af sommeren.
Københavns Kommune har taget de første såkaldte bylivsgader i brug. Projekterne i Ægirsgade og ved krydset mellem Thorsgade og Ydunsgade på Nørrebro blev færdige i går og markerer starten på en større omdannelse af lokale gader med mere grønt, mere opholdsplads og mindre plads til biler.
I Ægirsgade er der blandt andet etableret plantekasser af genbrugsbeton med siddekanter, mens gaden er gjort smallere for at dæmpe trafikken. Samtidig er tre parkeringspladser blevet nedlagt.
– Det er en kæmpe glæde at se de grønne gader blive til virkelighed, udtaler medlem af Borgerrepræsentationen Astrid Aller (SF).
– Jeg var til åbningen af Yduns Plads, og det var så rørende. For børnene legede, og der var fyldt af naboer, der lagde planer for alle de nye arrangementer de kan samles om nu. Jeg glæder mig til mange flere gader, hvor der er plads til grønt, til leg og til naboskab – udtænkt og opfundet af københavnerne selv.
Kommunen har udviklet projekterne i samarbejde med beboerne, som selv har været med til at præge udformningen. Målet er at skabe grønnere gader med bedre muligheder for ophold, leg og nabofællesskab, samtidig med at trafikken sænkes.
Yderligere ni bylivsgader er planlagt eller under etablering forskellige steder i København og forventes færdige i løbet af sommeren og resten af året.
En ny ansøgningsrunde åbner til efteråret, så flere borgere kan søge om at få deres gade omdannet. Ægirsgade bliver officielt indviet den 14. august.
De første 11 bylivgader
- Krydset af Thorsgade og Ydunsgade (Nørrebro) – udført
- Ægirsgade (Nørrebro) – udført
- Hejrevej (Bispebjerg) – i gang, forventes udført uge 31
- Nørrebrogade 66-68 (Nørrebro) – Uge 27-35
- Slesvigsgade (Vesterbro) – uge 27-38
- Fridtjof Nansens Plads (Indre By) – uge 33-39
- Ålholm Plads (Valby) – uge 37-43
- Cumberlandsgade (Amager Øst) – uge 38-44 (bliver muligvis forsinket på grund af forsinkelse af Hofors ledningsomlægninger, men dette har Hofor ikke meldt ud endnu)
- Rentemestervej (Bispebjerg) – Uge 45-49
- Kastelsvej (Indre By) – Forventes udført ultimo 2026
- Provstevej (Bispebjerg) – Forventes udført ultimo 2026
Kilde: Københavns Kommune.























