Fra venstre Thomas Nybo Rasmussen, Emma Hansson, Jan Albrechtsen, Pernille Schyum Poulsen, Rikke Møller Andersen, Kim Bjørn Dalgaard, Elena Astrid Rojas, Morten Dam Feddersen og Nel Jan Schipull. Foto: PR.
Fra venstre Thomas Nybo Rasmussen, Emma Hansson, Jan Albrechtsen, Pernille Schyum Poulsen, Rikke Møller Andersen, Kim Bjørn Dalgaard, Elena Astrid Rojas, Morten Dam Feddersen og Nel Jan Schipull. Foto: PR.

Tegnestuen Vandkunsten tager hul på et nyt kapitel i 2026, når de mangeårige partnere Jan Albrechtsen og Pernille Schyum Poulsen træder ud af ejerkredsen.

Det oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.

Begge fortsætter dog som seniorkonsulenter og vil blandt andet følge arbejdet med parallelopdraget for Refshaleøen til ende.

Jan Albrechtsen begyndte sin karriere hos Vandkunsten i 1982 og blev partner i 2000. Siden 2020 har han også været direktør.

Pernille Schyum Poulsen trådte ind på tegnestuen som studerende i 1990, blev ansat i 1993 og partner i 2008.

– Vi har lavet et generationsskifte i 2020, og vi synes de “nye” partnere skal have rum til at drive tegnestuen videre på deres egne præmisser – og vi har stor tiltro til, at de kan fastholde “den særlige ånd”, der karakteriserer Vandkunsten og dermed fortsat udvikle tegnestuens DNA, udtaler Jan Albrechtsen og Pernille Schyum Poulsen.

– Helt forlade faget er nok umuligt – så vi tænker da, at vi stadig vil være engageret i Tegnestuen og i faget og kan få lov fortsat at bidrage med vores erfaringer. Vi ser samtidig frem til et nyt kapitel uden ledelsesansvar og med mere tid til at tegne igen, og til at vi kan fordybe os i små personlige projekter og til mange andre ting – forhåbentligt mange år frem.

Sammen har de gennem årtier stået i spidsen for en række prisvindende byudviklingsprojekter, blandt andet Sømærke i Teglværkshaven, Havnevigen på Islands Brygge og projekter i Køge, Aalborg Øst, Holstebro og Horsens.

Senest har de arbejdet med udviklingen af Odense Havn. De modtog i fællesskab Eckersberg Medaillen i 2014 og har som del af partnergruppen været med til at sikre tegnestuen både Nykredits Bæredygtighedspris og Alvar Aalto-Medaljen.

Fra den 1. januar ejes Vandkunsten af arkitekterne Elena Astrid Rojas, Emma Hansson, Nel Jan Schipull, Kim Bjørn Dalgaard, Morten Dam Feddersen, Rikke Møller Andersen og landskabsarkitekt Thomas Nybo Rasmussen.

Partnergruppen lægger vægt på at videreføre arkitektvirksomhedens faglige bredde og rolle inden for blandt andet strategisk planlægning, renovering, transformation, genbrug og træbyggeri, oplyses det. Der udpeges ikke nye partnere i forbindelse med ændringen.

Tegnestuen Vandkunsten havde i 2024 en bruttofortjeneste på knap 55 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på 4,2 millioner kroner og efter skat på 3,2 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev