To nye lokalplaner for landsbyer skal give mulighed for energirenoveringer. Foto: Solrød Kommune.
To nye lokalplaner for landsbyer skal give mulighed for energirenoveringer. Foto: Solrød Kommune.

Lokalplanerne for Karlstrup Landsby og Gl. Havdrup står over for en revision, efter et servicetjek har vist, at de nuværende regler ikke længere passer til landsbyernes udvikling.

Målet er at gøre planerne mere tidssvarende og lettere at forstå, samtidig med at borgerne får større frihed til at energirenovere deres boliger med bæredygtige materialer og nye energiløsninger.

Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse.

– Vores servicetjek har vist, at de nuværende lokalplaner ikke længere understøtter den måde, landsbyerne udvikler sig på, udtaler Morten Scheelsbeck (K), der er formand for kultur- og naturudvalget.

– Der er først og fremmest behov for, at borgerne får nemmere ved at forstå indholdet i planerne, og derfor er det også så vigtigt, at de er involveret i processen med at revidere planerne. På den måde er vi gennem fælles dialog kommet frem til en række temaer for en ny, revideret lokalplan, som blandt andet at give en større frihed til at energirenovere.

Arbejdet med de to lokalplaner har et fælles fokus på at bevare og styrke landsbyernes særlige identitet og tage hensyn til den bevaringsværdige bebyggelse. Erfaringerne fra Solrød Landsby, hvor en revideret lokalplan blev vedtaget i sommeren 2025 efter et tæt samarbejde med landsbylauget, bruges aktivt i processen.

Også i Karlstrup Landsby og Gl. Havdrup har landsbylaugene været inddraget og vil fortsat spille en central rolle. Alle borgere i de to landsbyer bliver desuden inviteret til informationsmøder om deres lokale planer i april 2026.

Revisionerne er en del af en større indsats, som blev fastlagt i kommunens planstrategi fra 2023, hvor det blev besluttet at gennemgå lokalplanerne for alle kommunens landsbyer.

De gældende planer for Karlstrup Landsby og Gl. Havdrup stammer fra henholdsvis 2008 og 2007, og arbejdet med at opdatere dem blev sat i gang i 2024.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev