Teknisk direktør Jesper Egund og tømrermester Alexander Hermansen fra Skou Gruppen er nu begge certificerede mediatorer. Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
De to partnere i virksomheden opnåede certificeringen gennem et uddannelsesforløb i oktober og november. Formålet er at styrke samarbejdet i byggeprojekterne og forbedre konflikthåndteringen.
– Konflikter opstår ofte, når man støder på uforudsete forhold i projekterne. Det kan være overraskelser, som vi opdager i ejendomme, der skal renoveres, eller projekteringsfejl, som betyder, at arbejdet ikke kan udføres som planlagt. Uanset årsagen foretrækker vi at finde gode løsninger i samarbejde med bygherre, rådgivere og eventuelle underleverandører, udtaler Alexander Hermansen.
Skou Gruppens partnere blev certificerede mediatorer hos JUC i november 2023 efter et to måneders intensivt uddannelsesforløb. Det er en ny uddannelse, hvor deltagerne i løbet af syv moduler kommer igennem hele teorien og alle de vigtigste redskaber og teknikker inden for konfliktforståelse, mæglingsteori og -praksis, oplyser Skou Gruppen.
Uddannelsen er anerkendt for mediatorer ved Voldgiftsnævnet for Byggeri & Anlæg, til mediation ved Voldgiftsinstituttet, Mediationsinstituttet og for retsmæglere ved domstolene, oplyses det videre.
Uddannelsen er tilrettelagt af Benjamin Lundström, partner hos Sirius Advokater, og Mie Marcussen, ekstern lektor ved Københavns Universitet. Lene Ahlmann-Ohlsen, direktør for Voldgiftsnævnet, og Lotte Wetterling, uafhængig voldgiftsdommer og mediator, er også undervisere på uddannelsen.
– Det første hold på Mediator-uddannelsen havde 24 deltagere. Tre nøjedes med grundforløbet på fire moduler, mens Jesper og Alexander sammen med de øvrige gennemførte hele forløbet og certificeringen, siger Benjamin Lundström. Ifølge ham kom fem-seks af deltagerne fra byggebranchen.
Konflikter skal håndteres klogt
– Konflikter kan til en vis grad forebygges, men ikke undgås. Det afgørende er, om de håndteres klogt. Med mediator-uddannelsen bliver deltagerne i stand til at gøre det, siger Benjamin Lundström.
– Der er både tid og penge at spare ved at løse flere af byggebranchens konflikter ved mediation – og ved at tage konflikterne i opløbet ude på byggepladserne. Uenighederne der ikke løses her, ender ofte i langstrakte og meget dyre forløb i Voldgiftsnævnet, siger Skou Gruppens adm. direktør Martin Skou Heidemann.
Voldgiftsnævnet for Byggeri & Anlæg modtager årligt 250-300 voldgiftssager samt 250-300 syn og skøn-sager. I Voldgiftsnævnet er det kun omkring 25 sager om året, der involverer mediation og mægling.