To sønderjyske skoler skal renoveres for 230 millioner

Sønderborg Kommune vil renovere to skoler for i alt 232 millioner kroner. Rådgiverudbud forventes påbegyndt i begyndelsen af 2026.

Gråsten Skole og Alssund-Skolen skal renoveres som led i Sønderborg Kommunes projekt “Skolernes årti – Fremtidens Skole”, der har til formål at forbedre de fysiske rammer i kommunens folkeskoler.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget har indstillet til byrådet, at masterplanerne forde to skoler godkendes.

Masterplanen for Gråsten Skole beskriver en gennemgribende renovering.

– Visionen for Gråsten Skole er at skabe et sted, hvor børn, unge, voksne og lokalsamfundet i højere grad end i dag føler sig velkomne. Det betyder blandt andet, at der laves et nyt, åbent og imødekommende ankomstområde, så skolen inviterer til dialog og samarbejde, siger Jesper Smaling (S), der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Derudover foreslår masterplanen, at en ny mellemtrinsfløj opføres mellem hovedfløjen og vestfløjen. De resterende bygninger på Gråsten Skole skal moderniseres i tråd med de bygningsmæssige behov og de pædagogiske intentioner.

Plan for Alssund-Skolen

Alssund-Skolen. Foto: Sønderborg Kommune.
Alssund-Skolen. Foto: Sønderborg Kommune.

Masterplanen for Alssund-Skolen fokuserer på at skabe en skole, der bygger på en stærk profil inden for sport og bevægelse.

– Alssund-Skolen skal være et sted, hvor krop og læring smelter sammen i en ramme præget af sport, bevægelse og aktivitet. Ikke kun i dagligdagen, men også et aktivt og åbent samlingspunkt for lokalområdet, siger Jesper Larsen, der er næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Samarbejdet med Sønderborg Talent Akademi understreger skolens profil, og understøttes i masterplanen blandt andet i et nyt område for fitness og styrke.

For begge skoler gælder, at næste faser går i gang i andet halvår af 2025 med beskrivelse af funktionelle indretninger af skolernes læringsmiljøer og principskitser. De vil sammen med masterplanen danne afsæt for rådgiverudbud, som forventes påbegyndt i begyndelsen af 2026.

Prisen for renoveringen af Gråsten Skole estimeres til 122 millioner kroner, mens prisen for renoveringen af Alssund-Skolen estimeres til 110 millioner kroner. De endelige udgifter kendes dog først efter projekteringen og licitation.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling