Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal inden længe tage stilling til, om der skal gives byggetilladelse til et nyt etagebyggeri på Åfløjen 60 i Brønshøj-Husum.
Projektet omfatter et nybyggeri i tre etager med 16 lejligheder, altaner og en fælles tagterrasse.
Ejendommen placeres langs Kagsåen på grænsen til Herlev og skal erstatte de gamle carporte fra 1958, der i dag ligger på den 1.770 kvadratmeter store grund.
Byggeriet overskrider byggeretten med op til 1,1 meter i højden, og derfor har forvaltningen foretaget en helhedsvurdering. Den vurderer, at byggeriet i både højde, udformning og placering er sædvanligt for området og i harmoni med de nærliggende etageejendomme på tre til fire etager.
“Hensynet til indblik samt lysforhold er imødekommet bedst muligt gennem projektets placering og højde”, lyder det i en projektbeskrivelse.
“Bebyggelsen er placeret længst muligt fra boligblokkene mod øst, og den nordlige del nedtrappes til to boligetager for at tilpasse grundens indsnævring mod nord og reducere påvirkningen af naboerne. Dispositionen tilgodeser dermed udsigts- og lysforhold for både den ansøgte bebyggelse og de omkringliggende ejendomme, lyder der videre.
Det er naboerne i området dog ikke alle enige i. Under en partshøring har Københavns Kommune modtaget 43 høringssvar, hvor de fleste er kritiske. Bekymringerne handler især om trafik og parkering, dagslys, indbliksgener, miljøpåvirkning, byggeriets højde og støj. Mange borgere opfordrer til en grundig miljøvurdering og ønsker, at projektet tilpasses bedre til områdets karakter.
Forvaltningen fastholder, at området ved Åfløjen ikke er fredet, og at byggeriet ligger tilstrækkeligt langt fra åen til ikke at påvirke den negativt. Hofor har heller ingen indvendinger mod projektet.
For 6,2 millioner kroner blev ejendommen på Åfløjen 60 i efteråret 2024 købt af et selskab, der har Tommy Høyrup Holte i ejerkredsen. Tommy Høyrup Holte er medstifter af tøjfirmaet NN07, hvor aktiemajoriteten i 2016 blev solgt til den svenske kapitalfond Fidelio Capital for et trecifret millionbeløb.
Selskabet ejes derudover af Christian Sonne Winther, Nicolai Martin Seebach og Nina Skakke-Viebke. De har hver især en andel på 25 procent i selskabet.
I forbindelse med boligprojektet i Brønshøj har kvartetten allieret sig med rådgivere fra Skark.






















