
Tømrer- og snedkerfirmaet Jensen & Jensen fra Esbjerg har vundet en markant opgave i Travbyen i Billund, skriver JyskeVestkysten.
Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi står bag det store byudviklingsprojekt, hvor Jensen & Jensen skal stå for aptering og montering af døre, vinduer og lofter. Opgaven har allerede sendt 25 til 30 medarbejdere fast på byggepladsen.
– Det er en væsentlig opgave for os. Vi har to ud af fire entrepriser, og vi håber selvfølgelig, at man er så tilfredse med vores arbejde, at vi senere vil komme i betragtning til mere, når projektet skrider frem, siger medejer af Jensen & Jensen, Flemming Jensen, til JyskeVestkysten.
Den samlede kontraktværdi er ikke offentliggjort, men vurderes til et stort tocifret millionbeløb, og arbejdet forventes afsluttet i august 2026.
Kirkbi investerer frem mod 2032 mere end 3 milliarder kroner i udviklingen af Travbyen, hvor der skal opføres omkring 550 boliger samt fælleshuse og bykontorer i tæt samarbejde med entreprenøren Nordstern. Billund Kommune har desuden afsat næsten 57 millioner kroner til en ny børnehave i området.
Travbyen omfatter et areal på 220.000 kvadratmeter, hvoraf 100.000 kvadratmeter bliver bebygget.
Det første spadestik blev taget i andet kvartal 2024, og allerede i slutningen af 2026 står de første 171 boliger i Travbyen i Billund klar til indflytning.





















