Topsoe bygger verdens største elektrolyseanlæg i Herning. Visualisering: Topsoe.
Topsoe bygger verdens største elektrolyseanlæg i Herning. Visualisering: Topsoe.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Topsoe vil bygge verdens største og mest avancerede elektrolyseanlæg til produktion af brint i industriel skala i Herning. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Det nye elektrolyseanlæg skal stå klar til brug i 2024, og det vil have en årlig kapacitet på 500 megawatt med skalerbarhed op til 5 gigawatt, hvilket gør det til et af de første anlæg i industriel skala af sin art. Byggeriet er planlagt til at påbegynde i anden halvdel af 2022, hvis de fornødne godkendelser går igennem.

– Vi er villige og i stand til at understøtte samfundets grønne ambitioner og behovet for at accelerere energiomstillingen, og vi har teknologien til at gøre det. Med vores nye elektrolyserproduktionsanlæg er vi førende med hensyn til at fremskynde Power-to-X-løsninger i kommerciel størrelse, og vi gør det med vores yderst innovative teknologi, der overgår de teknologier, der i øjeblikket er på markedet, udtaler Roeland Baan, administrerende direktør hos Topsoe, i meddelelsen.

Topsoe oplever allerede en betydelig interesse for Power-to-X-løsninger og er i seriøs dialog med en række potentielle partnere om fremtidige aftagelsesaftaler og tilsagn om at reservere kapacitet fra elektrolyseanlægget, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ifølge Finans investerer Topsoe 2 milliarder kroner i den 23.000 kvadratmeter store fabrik, som bliver bygget på en 72.000 kvadratmeter stor grund. Når den er færdigbygget vil den beskæftige 170 medarbejdere.

– Der har været en stor interesse – også internationalt – for at tiltrække Topsoes kommende produktionsanlæg. At en anerkendt virksomhed som Topsoe vælger Herning gør mig glad og stolt, og det fortæller mig, at vores iværksætterånd og drive er bredt anerkendt. Bæredygtighed er højt prioriteret af byrådet og passer perfekt sammen med Topsoes Power-to-X-planer, der peger mod fremtiden. Og det er helt sikkert en stor fordel med hensyn til nye arbejdspladser i Herning Kommune, udtaler Dorte West, borgmester i Herning Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling