Med Rambøll som totalrådgiver og Link Arkitektur og SLA som underrådgivere skal MT Højgaard stå for byggeriet af Ny Psykiatri i Søndersøparken i Viborg.
Det oplyser Psykiatrien i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand for Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg i regionen, oplyser, at man har modtaget fire tilbud på byggeprojektet.
– MT Højgaard Danmark har leveret det tilbud, som bedst opfylder kravene i udbudsmaterialet. Så nu er vi klar til at tage projektet til næste niveau og skabe de bedst mulige fremtidsorienterede rammer til patientbehandling, udtaler Henrik Gottlieb Hansen.
MT Højgaard inddrages tidligt i byggeprojektet, som omfatter 16.000 kvadratmeter med plads til 90 patienter fordelt på rets- og almenpsykiatri, plus en god håndfuld ambulante behandlingsrum og medarbejderfaciliteter – alt sammen pakket ind i grønne omgivelser.
De eksisterende bygninger i Søndersøparken bliver revet ned i 2026, og selve nybyggeriet går i gang i 2027.
Hvis alt går efter tidsplanen, kan psykiatrien tage de nye rammer i brug i 2031.