Blandt fire prækvalificerede har byrådet i Skanderborg valgt totalentreprenøren Enemærke & Petersen til at stå for anden etape af Sommerbæk Børnehus og Skole ved Blegindvej i Hørning.
Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Sammen arkitektfirmaet Kjaer og Richter, Vega, AI arkitekter og ingeniører, Nerd og Ekolab skal Enemærke & Petersen dermed skabe rammerne for skolens ældste klasser.
Første etape af byggeriet åbnede i 2023 med indskolingselever i 0.-3.-klasse, idrætshal og multisal samt en daginstitution med plads til 130 børn.
Anden etape omfatter omkring 6.000 kvadratmeter med plads til 350 elever og 80 medarbejdere. Her kommer også faglokaler, klubfaciliteter, udendørs undervisningsområder og en fodboldbane.
– Byggeriet får fokus på det, vi kalder “kloge kvadratmeter”. Det bliver et levende og fleksibelt læringsmiljø, hvor rum og faciliteter kan bruges til flere formål, udtaler formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler (S).
Hun påpeger, at begge etaper vil være bygget til at favne både fællesskabet og individuelle behov hos eleverne.
Det samlede budget for anden etape er på godt 158 millioner kroner, mens første etape var på cirka 145 millioner kroner.
Kontrakten med Enemærke & Petersen indgås efter stand-still periodens ophør.
Når byggeriet står klar til skolestart i 2027, bliver Bakkeskolens elever i 4.-9. klasse samlet på Sommerbæk Skole.
Bag byggeriet af første etape på 7.200 kvadratmeter stod C.C. Contractor sammen med GPP Arkitekter, Afry, og ByMUNCH, by- og landskabsdesign.





















