Efter næsten 150 år på Holmens Kanal sagde Danske Bank i 2023 farvel til sit gamle hovedsæde og flyttede ind i nye omgivelser i Postbyen ved Bernstorffsgade.
Området omkring Laksegade skal derfor forvandles til et helt nyt bykvarter. Og det arbejde er allerede godt i gang.
I begyndelsen af april kom der hegn op omkring byggepladsen, hvor 16 bygninger og over 50.000 kvadratmeter i hjertet af København skal have nyt liv.
Thylander og ejendomsselskabet KanAm Grund Group har købt og udvikler ejendommene sammen med den tyske pensionskasse Ärzteversorgung Westfalen-Lippe.
Projektet går under navnet Laksegade Kvarteret, og det er ikke bare hvilken som helst byggeplads, fortæller projektdirektør Glenn Jaes i en pressemeddelelse.
– Vi har forberedt os og glædet os til byggestart, og vi er meget glade for at være i gang. For os, der har arbejdet med byggeri i mange år, er det her en enestående mulighed. Laksegade Kvarteret er fuld af historie og fantastisk arkitektur, og det er en ganske særlig byggeplads, vi har etableret her, hvor vi er omgivet af historiens vingesus i alle hjørner af projektet, udtaler han.
Lige nu er håndværkerne i fuld gang med den indledende etape – den såkaldte soft strip. Det betyder kort og godt, at de skræller bygningerne indvendigt – vægge, lofter, gulve og gamle installationer ryger ud, så der kan blive plads til noget nyt. Men det hele foregår med stor respekt for de historiske detaljer, som skal bevares og genbruges i den nye version af kvarteret.
Ifølge Glenn Jaes er nedrivningen i fuld gang i blandt andet bygningerne på Bremerholm 33 og Laksegade 11. Planen er, at den indvendige del af arbejdet er færdigt i løbet af sensommeren, hvorefter den mere tunge nedrivning – inklusive facader og større bygningsdele – går i gang.
Hvis alt går efter planen, bliver der fundet en totalentreprenør i løbet af sommeren, og allerede fra efteråret begynder den store genopbygning. Det hele ruller videre hen mod jul – og i de kommende år vil det gamle bankkvarter gradvist åbne sig som et nyt og moderne stykke af byen.
At bygge så centralt i København er selvfølgelig ikke uden udfordringer – især når det gælder trafikken. Glenn Jaes understreger, at teamet bag projektet arbejder tæt sammen med Københavns Kommune for at minimere generne mest muligt.
– Vi vender alle muligheder for at mindske generne bedst muligt og er løbende i dialog med Københavns Kommune om trafikforholdene. Vi tager sammen med kommunen bestik af situationen på særligt Bremerholm, som til tider kan være udfordret, og gør, hvad vi kan for tage hensyn, udtaler Glenn Jaes.























