Siden 2018 har Build in Wood årligt samlet byggebranchen for at blive klogere på og udbrede træbyggeri.
I den tid er træbyggeri ikke blevet mindre aktuel, lyder det i en pressemeddelelse fra Building Green, som står bag konferencen.
Det afspejlede årets konference ifølge organisationen.
– Vi skal hele tiden sørge for at være på forkant med udviklingen i branchen, udtaler direktør for og medstifter af Building Green Sarah Elhauge.
– Det betyder, at der i år har været mere fokus på, hvordan vi gør træbyggeri til et nemmere valg og mindre om, hvorfor og hvordan vi bygger med træ. Vi bygger løbende ovenpå med på konferencen, og i Danmark har vi nu eksempler på gennemførte projekter, der har genereret ny viden, og det er lige præcis det, Build in Wood handler om.
Moderator på Build in Wood, Lone Feifer, der er direktør for bæredygtigt byggeri hos Velux, mener, at der sker store fremskridt inden for træbyggeriet i Danmark i disse år.
– Som branche er vi fuldt ud i stand til at gennemføre byggerier med træ som materiale, og den årlige konference giver et godt overblik over, hvor branchen er henne, udtaler Lone Feifer.
Lovgivning, bygningsreglement og inspiration fra Østrig
Konferecen bød blandt andet på et oplæg fra den østrigske arkitekt Chris Precht, der bor og arbejder i bjergene i Østrig. Han fortalte om, hvordan hans arbejde med træ opstod.
Ifølge Chris Precht er træ et meget personligt materiale, der er god til at forbinde mennesker med materialet og med hinanden.
Der var også debatter om, hvorvidt træ er en knap ressource, hvordan vi gør træ til et valg på lige fod med andre materialer, og så kom Lise Aaen Kobberholm fra Bolig- og Socialstyrelsen og fortalte om arbejdet med det kommende helhedsorienteret bygningsreglement. Derudover var der masser af træprojekter på dagsordenen.
– Jeg synes, der var nogle virkelig inspirerende indlæg på programmet, og vil især gerne fremhæve projektet om Danmarks største nedrivningssag, hvor de to unge arkitekter Mads Oien Nielsen og Simon Pyll Truesen fortalte om deres projekt med at genbruge træ fra nedlagte minkfarme. Det var meget overbevisende og inspirerende i forhold til, hvordan den unge generation tager livtag på udfordringer og anviser løsninger, fortæller Lone Feifer.
Som afslutning på konferencens første dag uddelte Foreningen Træ i Byggeriet prisen Årets Lavemissions Træbyggeri. Her løb det 31.000 kvadratmeter store kontorbyggeri WoodHub i Odense med prisen.