Træbyggeri stiger i popularitet på det nordatlantiske marked

Efterspørgslen på træ til byggeprojekter er stigende på det nordatlantiske marked, lyder det fra dansk træproducent, der har leveret til flere store projekter i løbet af de seneste år.

Brugen af træ har i de seneste år vundet endnu større indpas i dansk byggeri og på det nordatlantiske marked. Det skriver træproducenten Frøslev i en pressemeddelelse.

– Hos Frøslev oplever vi en stigende efterspørgsel fra blandt andet Island og Færøerne, der i de seneste år virkelig har taget træet til sig. De efterspørger særligt cedertræ, som er naturligt modstandsdygtigt over for råd og svampeangreb og er meget holdbart. Derudover bliver Sature, der er silikatimprægneret fyrretræ, og det termobehandlede ThermoWood også mere og mere efterspurgt af det nordatlantiske marked, da begge træprodukter er ekstremt modstandsdygtige over for Nordens til tider hårde og våde klima samt kan i funktionalitet hamle op med trykimprægneret træ, som historisk har været meget brugt i Norden, fortæller sælger og arkitektrådgiver hos Acoustic Design by Frøslev, Dorthe Pedersen.

En af dem, der i det daglige oplever den stigende efterspørgsel på træ, er Islands største forhandler af byggematerialer, Bauhaus Island. Her vurderer landechef Ásgeir Bachmann, at blandt andet de seneste års forskning og udvikling i træ har øget den nordatlantiske interesse for det naturlige byggemateriale:

– Det islandske marked er generelt ungt i forhold til byggematerialer, og vi har nok et lidt konservativt marked herfor. Vi har en tendens til at tro, at den måde, som far eller bedstefar byggede på, er den eneste rigtige. Men vi mærker i stigende grad, at markedet er mere villigt til at innovere, når det gælder træbyggeri. Det skyldes formentlig forskning og ikke mindst, at vi får viden om de nyere træprodukter såsom ThermoWood, der både er mere miljøvenlig og samtidig kan klare det barske vejr, siger Ásgeir Bachmann.

2.500 kvadratmeter træpaneler til Islands største bank

Frøslev har blandt andet leveret træpaneler til Landsbankinn, der har hovedsæde i Reykjavik på Island. Projektet er tegnet af C.F. Møller Architects. Foto: PR.
Frøslev har blandt andet leveret træpaneler til Landsbankinn, der har hovedsæde i Reykjavik på Island. Projektet er tegnet af C.F. Møller Architects. Foto: PR.

Et af de store byggeprojekter på Island, hvor træ har fået en afgørende rolle, er opførelsen af Landsbankinn, der er Islands største bank med hovedsæde i Reykjavik.

Projektet er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller Architects, og her har Frøslevs akustiske afdeling, Acoustic Design, leveret 2.500 kvadratmeter perforerede træpaneler med egefiner på fronten.

– For nylig har vi stået for at levere mange perforerede paneler til Landsbankinn. Panelerne er leveret og monteret i et særligt mønster på hovedparten af de indvendige flader i domicilet. Det er godt at opleve, at man nu også indtænker træet som en vigtig spiller i større projekter i Nordatlanten – træet har jo nogle helt unikke miljømæssige egenskaber i form af akustisk dæmpning og et varmt look, der passer godt til de mere hårde byggematerialer som beton, stål og glas, fortæller Dorthe Pedersen.

– Et andet stort projekt, som vi sidste år leverede trælofter til, er den prisbelønnede cirkulære demens- og plejeboligbygning i to etager i Selfoss. Her har vi i to etager leveret 1.500 kvadratmeter Stripepaneler som loft med egefiner på fronten, en flot løsning til det cirkulære hus.

Også populært blandt gør det selv-folk og mindre entreprenører

Det er dog ikke kun i opførelsen af større byggeprojekter, at Island og de øvrige lande i Norden har taget træet til sig og efterspørger dette. Også i forbindelse med private gør det selv-projekter og mindre entreprenørbyggerier er brugen af træ som bærende element blevet langt mere udbredt:

– Bæredygtighed og den islandske regerings voksende incitamenter til at bygge miljørigtigt er ligeledes faktorer, som kan ligge til grund for den øgede interesse for brugen af træ, og vi ser, at flere af vores konkurrenter begynder at kaste mange markedsføringskroner efter branding, der fokuserer på bæredygtigt byggeri. Så til trods for en vis konservatisme er min opfattelse, at islændingene – både professionelle og private – er meget åbne over for at innovere i forhold til måden at bygge huse på, og jeg tror derfor, at efterspørgslen på træ blot vil blive ved med at vokse, slutter Ásgeir Bachmann.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling