En ny bydel skal udvikles på havnen i Næstved. Foto: Næstved Kommune.
En ny bydel skal udvikles på havnen i Næstved. Foto: Næstved Kommune.

Udviklingen af Næstveds kommende havnebydel går nu ind i en ny fase, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Byrådet har udpeget tre eksterne eksperter, som skal tilføre faglig viden om byudvikling, arkitektur og kommunal planlægning til arbejdet med den nye bydel.

De tre er arkitekterne Johnny Svendborg fra Svendborg Architects, Jan Albrechtsen fra Tegnestuen Vandkunsten og Karin Niemann-Christensen fra Odense Kommune. De skal blandt andet være med til at forme den idékonkurrence, som bliver et centralt element i planlægningen af havneområdet.

– Det er afgørende, at vi står på skuldrene af de bedste erfaringer og kompetencer, når vi udvikler et område, der kommer til at præge Næstved i mange årtier. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har et stærkt og bredt sammensat udvalg, udtaler Næstveds borgmester Kenneth Sørensen (V).

Samtidig lægger kommunen op til en bred borgerinddragelse. Den 1. september afholdes et stort borgermøde, hvor borgere, foreninger, organisationer og virksomheder kan høre om planerne og komme med forslag til den kommende idékonkurrence.

– I det politiske udvalg ønsker vi en åben proces, hvor alle ideer og ønsker kommer frem. Både i de borgermøder som planlægges, og i den idékonkurrence som skal holdes, udtaler udvalgsformand for udviklingen af den nye havnebydel, Søren Revsbæk (LA).

– Vi skal lave en bydel, hvor det både er godt at bo og opholde sig. Med sammenhæng, arkitektur og liv mellem husene.

Alle forslag fra borgermødet bliver samlet og indgår i idékonkurrencen, og det bliver også muligt at sende idéer direkte til kommunen.

Når konkurrencen sættes officielt i gang, vil endnu et borgermøde blive afholdt, så dialogen med borgerne fortsætter gennem hele processen.

Arealet, der skal udvikles, omfatter cirka 114 hektar ved Havnegade, Vestre Kaj, Vestre Mellemkaj, Østre Mellemkaj, Skellet, Fabriksvej, Maglemølle-området, arealet syd for Grimstrupvej, arealerne mellem kanalen og Kanalvej og det nuværende område til erhvervs- og offentlige formål mellem kanalen og Vordingborgvej.

Udvikling af havnebydelen skal inddeles i fire delområder, så den nye havnebydel kan udvikles i etaper.

Det første område, der skal udvikles, er Næstved Havns nuværende erhvervsareal og Skellet, der i høj grad ejes af Næstved Havn. Området frigøres løbende frem mod 2034 i forbindelse med havnens udflytning. Men tiden skal en ny bydel med boliger til 6.000 indbyggere vokse frem.

Havnebydelens identitet skal ifølge kommunen formes af en kombination af moderne byggeri og arkitektur samt bevaring af kulturhistoriske bygninger og industrielementer fra industrihavnen som for eksempel Maglemølle Papirfabrik.

Om de nye eksterne videnspersoner

Johnny Svendborg

Svendborg Architects er baseret i København og ledes af Johnny Svendborg, som er nuværende forperson for Akademisk Arkitektforening, medlem af Trafikverkets Arkitekturråd i Sverige, medlem af DesignNævnet i Danmark og medlem af Lyngby Taarbæk Arkitekturråd.

Har tidligere været designansvarlig sagsarkitekt hos Henning Larsen Architects, studielektor ved Det Kgl. Akademi, formand for Akademiraadet samt præsident for Akademiet for de Skønne Kunster. Uddannet cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole, 1993).

Jan Albrechtsen

Jan Albrechtsen er arkitekt, tidligere partner og medindehaver på Tegnestuen Vandkunsten, hvor han blandt andet har haft ansvar for planlægning og projektering af en lang række komplekse byggerier og opgaver med særlig vægt på byudvikling og byplanlægning.

I dag seniorkonsulent samme sted og vil blandt andet følge det pågående parallelopdrag om Refshaleøen.

Karin Niemann-Christensen

Oprindeligt uddannet arkitekt/urban designer fra Kunstakademiets Arkitektskole og har siden videreuddannet sig med særlig fokus på ledelse. I 2007 blev hun leder af byggesagsafdelingen i Egedal Kommune og har siden været leder på plan- og byggeområdet i Aabenraa, Fredericia, Kolding og Middelfart kommuner.

I dag er hun ansat som leder og arkitekt for byudvikling, By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Kilde: Næstved Kommune.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev