Regnvandshåndtering giver Stormgade et grønnere præg. Illustration: Gründl Haahr.
Regnvandshåndtering giver Stormgade et grønnere præg. Illustration: Gründl Haahr.

Esbjerg Kommune tager nu næste skridt i omdannelsen af bymidten mod vest.

I midten af april begynder anlægsarbejdet på tre projekter, der skal gøre området mellem Kongensgade og Havnegade grønnere og mere sammenhængende, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En central del af projektet er etableringen af Kleveparken på hjørnet af Stormgade og Havnegade, hvor en eksisterende parkeringsplads omdannes til et grønt byrum med stier og opholdsområder. Samtidig får Stormgade et nyt udtryk med flere grønne elementer og løsninger til håndtering af regnvand, mens den vestlige del af Kongensgade ombygges med grønne øer og mindre biltrafik.

Ifølge stadsarkitekt Morten Harder er projekterne et vigtigt skridt i arbejdet med at skabe en grønnere og mere sammenhængende by og styrke forbindelsen mellem bymidten og havnen.

De nuværende parkeringspladser ved Havnegade nedlægges ikke, men flyttes til Adgangsvejen, så der fortsat er mulighed for parkering tæt på centrum.

Anlægsarbejdet vil i perioder påvirke trafikken. På Stormgade indsnævres vejen midlertidigt, og i en del af Kongensgade lukkes der for biltrafik under arbejdet. Fodgængere og cyklister kan dog fortsat passere området.

Arbejdet på Kongensgade begynder den 13. april og ventes afsluttet i slutningen af oktober. Stormgade ombygges fra den 20. april til midten af juni, mens Kleveparken og den tilhørende promenade forventes færdige efter sommerferien.

De tre projekter markerer afslutningen på områdefornyelsen i Bymidte Vest og indgår i en samlet plan for at skabe bedre sammenhæng i området.

Kleveparken bliver samtidig et nyt bindeled mellem eksisterende stiforbindelser og byens grønne områder, og projekterne er inspireret af naturen omkring Vadehavet, som afspejles i både beplantning og design.

Tilmeld Nyhedsbrev