
Udviklingen af Hestehavekvarteret i Favrholm er tilbage på den politiske dagsorden.
I 2023 sendte udviklerne Propreco og Stensdal Group en ansøgning om en ny lokalplan for et 28 hektar stort areal i Favrholm, hvor Hillerød Kraftvarmeværk samt en række gårdejendomme ligger.
På anmodning fra de to ejendomsudviklere blev arbejdet senere sat i bero i forlængelse af, at en aftale om udvikling af Stadionkvarteret blev skrottet.
Men nu er Stender Innovation hoppet med på vognen, og de tre udviklere har i fællesskab bedt om at få sagen genoptaget.
Udviklerne ejer eller har fuldmagt på ejendommene i området, på nær ejendommen Hestehavevej 13 og kommunens egne arealer i området.
Forvaltningen i Hillerød Kommune har haft ansøgningen i partshøring hos ejerne af Hestehavevej 13, der strækker sig over godt 20.000 kvadratmeter.
“Vi er positive overfor forslaget og bakker op om det. Samtidig bifalder vi at ansøgningen optages på ventelisten over lokalplanansøgninger, og at tidspunktet for lokalplanlægning af den vestlige del fremrykkes så den kan blive en del af en samlet plan for området”, lyder det fra ejerne af Hestehavevej 13, som samtidigt påpeger, at den trafikale struktur bør fastlægges fra start, og at det skal overvejes om, anlæggelsen af hovedfærdselsåren bør indgå i første etape af udviklingen af området.
Området vest for Favrholm Station og syd for Overdrevsvejen er i kommuneplanen udlagt til et blandet bykvarter. Det fremsendte materiale beskriver et projekt på samlet cirka 175.000 kvadratmeter, hvoraf 119.500 kvadratmeter er boliger, mens 54.200 kvadratmeter vil være erhverv.
Det giver en boligandel på 68 procent, hvilket ligger betydeligt over de 50 procent, der indtil nu har indgået i kommunens boligprognoser.
Allerede i 2023 satte Økonomiudvalget vilkår for, at en første etape maksimalt måtte omfatte 60.000 kvadratmeter boliger. Udviklernes ansøgning lægger derimod op til 77.700 kvadratmeter i første etape, hvilket betyder, at sagen nu skal genvurderes. Desuden skal der i første etape bygges en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter.
Kommunens nyeste beregninger viser, at forskellen mellem de to scenarier ikke umiddelbart ændrer tidspunktet for behovet for nye daginstitutioner og skoler. Begge scenarier peger på en ekstra daginstitution omkring 2034, mens behovet for en skole forventes i 2039 eller 2040.
Ejendomsrådgiver leder efter grund til stort erhvervsdomicil

Samtidig har Hillerød Kommune modtaget en henvendelse fra en ejendomsrådgiver, der er på udkig efter en grund i kommunen, hvor der kan bygges et større erhvervsdomicil.
Kommunen vurderer, at Hestehavekvarteret er et oplagt sted til et laboratorie- og kontordomicil, fordi området både er stationsnært og ligger i et kommuneplanlagt erhvervsområde.
En realisering af et sådant projekt vil dog betyde færre boliger end ansøgningens 68 procent – muligvis også færre end de 50 procent, som boligprognosen bygger på.
Et større kontorbyggeri vil samtidig fungere som støjafskærmning mod Overdrevsvejen. I ansøgningsmaterialet fremhæves denne løsning som en vigtig forudsætning, fordi boliger ikke kan placeres direkte ud til vejen uden omfattende støjskærme.
Hestehavekvarteret indgår desuden i det samlede udviklingsgreb for Favrholm. Området tænkt som bindeled mellem Favrholm Station og Stadionkvarteret.
Hillerød Kommunes forvaltning anbefaler, at lokalplanansøgningen indgår i den kommende prioritering af lokalplanarbejdet, og at mulighederne for et større erhvervsdomicil undersøges nærmere i dialog med ansøgerne.
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, men den kan få stor betydning for tempoet og retningen i udviklingen af Favrholm i de kommende år.
De tre ejendomsudviklere samarbejder med AI – Arkitekter & Ingeniører, Gehl Architects og Niras om udviklingen af området. Der lægges med planen op til nybyggeri i tre-seks etager.
Favrholm som helhed udvikles omkring det kommende supersygehus, Nyt Hospital Nordsjælland.























