
Tre virksomheder er blevet prækvalificeret til den videre udbudsproces om teknik- og apteringsentreprisen på Nyt Hospital Bispebjerg, som er en af de mest komplekse entrepriser i projektet.
Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
De udvalgte virksomheder er konsortiet mellem Andersen & Heegaard og Pihl & Søn, konsortiet Bispebjerg Hospital Storentreprise bestående af Wicotec Kirkebjerg og Jakon samt Kemp & Lauritzen.
– Seks stærke virksomheder søgte og tre blev prækvalificeret. Interessen fra markedet afspejler betydningen af dette projekt og sætter barren for det dialogforløb, der nu venter, udtaler seniorprojektchef Haluk Nasi.
Den første dialogrunde i det konkurrenceprægede forløb finder sted i juni 2026. Herefter følger flere dialog- og tilbudsfaser resten af året.
Entreprisen omfatter blandt andet tekniske installationer, aptering og udvalgte projekteringsopgaver i det kommende akuthus på Bispebjerg Hospital. Hospitalet skal danne moderne rammer for fremtidens patientbehandling.






















