Trefor køber postbygning i Rønne

Trefor har købt en ejendom på Sandemandsvej i Rønne på Bornholm af Postnord. Nu skal ejendommen moderniseres.

Trefor har købt PostNords ejendom på Sandemandsvej 13 i Rønne og flytter senere på året ind med både kontor og lager.

Dermed får selskabets 25 medarbejdere på Bornholm deres egen faste base efter at have været til leje siden 2022. Det oplyser forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.

– Vi har i en periode kigget efter vores eget sted i Rønne, og da muligheden for at købe ejendommen viste sig, slog vi straks til. Med den nye lokation får vi den plads, vi har behov for og gode faciliteter. Herfra kan vi drive en effektiv elforsyning i mange år frem, udtaler elforsyningsdirektør i Trefor El-net, Per Sørensen.

Inden indflytningen skal ejendommen moderniseres, så både kontor og lager bliver opdateret.

Hos PostNord er man tilfredse med, at bygningen fortsat skal bruges til vigtig lokal infrastruktur. Virksomheden flytter selv videre til et nyt distributionscenter i Aakirkeby.

Med flytningen rykker Trefor blot halvanden kilometer væk – men til egne lokaler, som skal danne ramme om elforsyningen på Bornholm i mange år frem.

Der meldes ikke noget om prisen på handlen, som ikke er tinglyst. Ejendommen er offentligt vurderet til knap 6 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev