Den generelle byggeaktivitet i Aarhus ser ifølge nye tal fra Byggefakta ud til at falde markant i 2026 efter flere år med højt niveau.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hubexo, som står bag databasen.

Nye tal viser, at værdien af igangsatte bygge- og anlægsprojekter forventes at falde fra omkring 8 milliarder kroner i 2025 til cirka 5 milliarder kroner i 2026.

Nedgangen skyldes blandt andet, at store anlægsprojekter, herunder udvidelser af motorvejsnettet, blev gennemført i 2025 uden tilsvarende projekter i år. Det betyder, at aktiviteten samlet set går ned i tempo, selv om der fortsat er betydelige investeringer i gang.

Annonce

Nedgang i boligbyggeriet

I 2025 blev der igangsat boligbyggerier for næsten 4 milliarder kroner, hvor en stor del var opførelsen af nye boliger. Samlet set blev det taget første spadestik på cirka 2.000 boliger i kommunen.

Kommunen oplever høj befolkningstilvækst, og der er pres på boligmarkedet. Alligevel forventes det samlede boligbyggeri i Aarhus at falde til cirka 3 milliarder kroner med færre nye boliger.

Hele syv ud af de ti største byggeprojekter med forventet byggestart i 2026 er dog boligprojekter. Og det er ikke små projekter. Prismet topper listen med en samlet pris på 1 milliard kroner, tæt fulgt af Karen Blixen Kvarteret i Gellerup til 900 millioner kroner og Axelhave til 500 millioner kroner.

Prismet og Axelhave, som tilsammen har over 700 boliger, kan blive afgørende for, hvor mange nye boliger der opføres i 2026. Antallet afhænger af, om de her to boligprojekter kommer i gang som planlagt. Det kommer også til at have en betydning for, hvor mange færre nye boliger, der opføres i 2026 sammenlignet med 2025.

– Vi ved af erfaring, at markedet kan ændre sig hurtigt. En enkelt beslutning om finansiering eller en forsinkelse i byggetilladelser kan hurtigt rykke rundt på igangsættelser, udtaler Rasmus Schulian, senioranalytiker hos Hubexo.

– For aktører i byggeriet er det derfor ikke nok at kende projektnavnene. Man skal kende status, opdateringer, udvikling og sandsynlighed for realisering.

Byggekranerne står ikke helt stille i landets andenstørste by, men byggeriet skifter tempo. De store anlægsprojekter er afsluttet, boligbyggeriet falder i kadence og samler sig om en håndfuld store, nøgleprojekter.

Oplysningerne i pressemeddelelsen er baseret på Hubexos løbende kortlægningen af bygge- og anlægsaktiviteten i Danmark.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev