Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark. Foto: PR.
Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark. Foto: PR.

Efter en svag februar er stemningen i byggebranchen vendt i marts, hvor virksomhederne igen forventer fremgang i både omsætning og beskæftigelse.

Det viser den nyeste konjunkturanalyse fra SMVdanmark, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

En væsentlig forklaring er vejret. I februar 2026 oplevede mere end hver tredje mindre virksomhed, at kulde og dårligt vejr bremsede produktionen. I marts er det faldet til knap hver sjette, mens problemet næsten er forsvundet hos de store virksomheder.

Samtidig er der tydelige forskelle i optimismen. De mindre virksomheder ligger fortsat under det historiske gennemsnit med en tillidsindikator på 94,1, mens de store virksomheder er steget markant til 97. Niveauet 100 svarer til et normalt aktivitetsniveau.

Tallene fra analysen viser også, at fremgangen ikke kun gælder byggeriet. På tværs af erhvervslivet er tilliden stigende. De mindre virksomheder når op på 97,2 i marts, mens de store virksomheder ligger på 98,6.

Selv om stemningen er forbedret, er der fortsat usikkerhed. Det skyldes ikke mindst USA’s og Israels krig mod regimet i Iran, som har fået sidstnævnte til at blokere Hormuzstrædet, hvor skibe med 20 procent af alt olie i verden normalt passerer. Det har allerede fået oliepriserne til at skyde i vejret.

– Krigen i Mellemøsten kan få store konsekvenser for dansk erhvervsliv, fordi energipriserne er indlejret i alt, hvad vi forbruger og foretager os. Derfor er det faktisk ganske positivt, at den geopolitiske usikkerhed ikke er slået mere igennem på erhvervstilliden, siger Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark.

Konklusionen er, at foråret har givet ny optimisme i byggeriet, men udviklingen er sårbar over for internationale forhold og stigende omkostninger.

Tilmeld Nyhedsbrev