
Tscherning styrker ledelsen med ansættelsen af Kasper Sørensen som ny produktionsdirektør for nedrivning.
Det oplyser nedrivningsfirmaet med hovedkontor i Hedehusene i en pressemeddelelse.
Kasper Sørensen hentes fra konkurrenten Søndergaard Nedrivning og tiltræder stillingen i dag.
Kasper Sørensen har mere end 20 års erfaring i branchen og har medvirket i over 3.000 nedrivningsopgaver, oplyses det.
– Med Kasper ombord får vi en direktør med en enorm faglig værktøjskasse og stærke menneskelige kompetencer. Han er kendt som en af de bedste til både cirkulær nedrivning og genanvendelse, og han skal være med til at løfte vores faglighed og kvalitet til næste niveau, udtaler direktør Søren Tscherning.
Kasper Sørensen ser selv skiftet som et naturligt næste skridt i karrieren.
– Tiden er kommet til et nyt kapitel, hvor jeg vil bruge min erfaring til at accelerere det, jeg brænder allermest for: Cirkulær nedrivning og transformation, udtaler Kasper Sørensen.
Tscherning havde i 2024/2025 en omsætning på 839 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på godt 37 millioner kroner.






















