TSG Group under rekonstruktion

Den nye ejer af TSG Group, Philip Sandborg, har afværget en truende konkurs, og nu er koncernen i rekonstruktion.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard kunne i slutningen af september melde ud, at han havde solgt sit livsværk, TSG Group, til bilimportør Philip Sandborg fra Silkeborg.

Philip Sandborg overtog formelt koncernen den 30. september.

– Med min erfaring indenfor salg og ejendomme ser vi potentiale i TSG. De seneste år i ejendomsmarkedet har været en svær periode. Sammen med selskabets dygtige folk er jeg sikker på, at vi går gode tider i møde, udtalte han i den forbindelse.

Indtil videre lader de gode tider tilsyneladende vente på sig.

Ifølge Nordjyske har den nye ejer netop afværget en truende konkurs. Det er Skat, der står bag konkursbegæringen, skriver Nordjyske.

Af virksomhedsregistret fremgår det aktuelt, at TSG Group er under rekonstruktion.

Den seneste årsrapport fra koncernen er for regnskabsåret 2022/2023, hvor TSG Group kom ud med et resultat før skat på -139 millioner kroner, mens det efter skat lød på -127 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling