AAB står bag projektet Smedens Have i Hørning. Visualisering: Pax Architects.
AAB står bag projektet Smedens Have i Hørning. Visualisering: Pax Architects.

Byrådet i Skanderborg har besluttet at afsætte omkring 800.000 kroner til en ny skorsten, som er nødvendig for at kunne opføre 37 almene seniorboliger på Vestervej 11 i Hørning.

Skanderborg Kommune solgte grunden i 2022 og overdrog den i 2024 til Arbejdernes Andelsboligforening (AAB), der vil bygge boliger i op til tre etager.

Under arbejdet med lokalplanen stod det klart, at de kommende boliger ikke kan leve op til gældende miljøkrav på grund af røg og dampe fra en skorsten hos virksomheden LT Auto på Toftegårdsvej, der ligger mindre end 100 meter fra byggefeltet.

For at overholde kravene skal afkastet hæves fire meter. Beregninger viser, at det kræver en helt ny skorsten på 21 meter, som skal placeres ved gavlen af virksomhedens bygning og forankres i et nedgravet fundament.

Den anslåede pris er omkring 800.000 kroner. Beløbet var ikke indregnet i det oprindelige salg, da behovet først blev kendt under lokalplanprocessen.

Skorstenen skal være i drift, før der kan gives ibrugtagningstilladelse til boligerne. Da forhøjelsen er en forudsætning for, at køberen kan udnytte grunden, og fordi kommunen er sælger, påtager kommunen sig udgiften.

– Når kommunen sælger ejendomme er, så er der altid en række udgifter forbundet hermed til blandt andet undersøgelser og tinglysninger og så videre. Men dette er et sjældent tilfælde, sagde borgmester i Skanderborg, Frands Fischer (S), på byrådsmødet, hvor pengene til den nye skorsten blev bevilget.

Arbejdet skal i udbud, og den endelige pris kan derfor ændre sig. Derudover forventes udgifter til håndtering af forurenet jord i forbindelse med fundamentet.

Der er planlagt byggestart på de kommende boliger i foråret 2026 og indflytning midt i 2027. AAB står bag byggeprojektet i samarbejde med Pax Architects.

Tilmeld Nyhedsbrev