Boligkøbere i København har fået flere lejligheder at vælge imellem i de første måneder af 2026.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der ved indgangen til maj var 1.395 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune. Det er næsten 13 procent flere end måneden før og over 41 procent flere end ved årsskiftet.
Dermed er udbuddet tilbage på samme niveau som for et år siden, efter at antallet af lejligheder til salg i en længere periode har været faldende. Ved årsskiftet var udbuddet det laveste nogensinde med kun 986 lejligheder til salg.
– Lejlighedskøberne får flere valgmuligheder i København, alt imens der fortsat er godt gang i handlerne i hovedstaden. Det stigende udbud hænger derfor sammen med sælgerne, der i stigende grad får mod på at sælge lejligheden på et tidspunkt, hvor der er høj efterspørgsel og stigende priser, udtaler Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Selvom udbuddet nu stiger, er der stadig et stykke op til niveauet fra slutningen af 2023, hvor der var knap 2.300 lejligheder til salg i København.
Også i Aarhus er der kommet flere lejligheder på markedet. Her er udbuddet steget med knap fem procent den seneste måned til 353 lejligheder. Udviklingen er dog mere afdæmpet end i København.
Samtidig viser tallene, at sommerhusmarkedet har fået et tydeligt forårsboost. På landsplan er antallet af sommerhuse til salg steget med 5,5 procent den seneste måned til 5.839 sommerhuse. De største stigninger ses i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Markedet for villaer og rækkehuse udvikler sig mere roligt. Her er udbuddet steget med under én procent den seneste måned, men ligger fortsat markant lavere end på samme tidspunkt sidste år.
Udvikling i udbud af villaer/rækkehuse primo maj
| Område | Antal til salg primo maj 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 30.083 | 0,9 procent | -15,4 procent |
| Region Hovedstaden | 3.934 | 3,3 procent | -18 procent |
| Region Midtjylland | 8.621 | -0,5 procent | -17,6 procent |
| Region Nordjylland | 5.466 | 1,6 procent | -9,1 procent |
| Region Sjælland | 4.214 | 1,6 procent | -20,7 procent |
| Region Syddanmark | 7.848 | 0,3 procent | -12,6 procent |
Kilde: Boligsiden
Udvikling i udbud af ejerlejligheder primo maj
| Område | Antal til salg primo maj 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 5.625 | 4,2 procent | -20,3 procent |
| Region Hovedstaden | 2.391 | 9,8 procent | -17,2 procent |
| Region Midtjylland | 1.111 | 0,7 procent | -32,4 procent |
| Region Nordjylland | 851 | 0,2 procent | -9,5 procent |
| Region Sjælland | 362 | 2 procent | -32,5 procent |
| Region Syddanmark | 910 | -0,3 procent | -13,3 procent |
Kilde: Boligsiden
Udvikling i udbud af sommerhuse primo maj
| Område | Antal til salg primo maj 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 5.839 | 5,5 procent | -19,2 procent |
| Region Hovedstaden | 1.040 | 7,2 procent | -17,2 procent |
| Region Midtjylland | 1.253 | 4,2 procent | -24,6 procent |
| Region Nordjylland | 1.308 | 2,8 procent | -15,9 procent |
| Region Sjælland | 1.352 | 8,0 procent | -14,8 procent |
| Region Syddanmark | 886 | 5,6 procent | -24,3 procent |
Kilde: Boligsiden.
























