I begyndelsen af juli 2023 er der aktuelt 32.192 huse til salg. Det er første gang siden primo maj 2020, at der er flere end 32.000 huse til salg.

Det viser Boligsidens nye udbudstal for primo juli 2023, som samtidig viser en stigning i udbuddet af huse på 3,7 procent den seneste måned.

Dermed er det samlede udbud af huse nu 23 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

– Med undtagelse af et par måneder omkring nytår har udbuddet af villaer og rækkehuse været stigende siden begyndelsen af marts 2022, hvor der dengang var 21.620 huse til salg i Danmark. Dermed har huskøberne fået mere end 10.000 flere huse at vælge imellem i løbet af de seneste 16 måneder, forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Det betyder, at det samlede udbud af huse så småt nærmer sig niveauet fra 2019, hvor der dengang var knap 37.000 huse til salg på samme tidspunkt af året.

Lejlighedskøberne får færre valgmuligheder

Omvendt ser det ud for udbuddet af ejerlejligheder, som der aktuelt er 6.838 til salg af.

Det er godt nok en lille stigning på landsplan på 1,9 procent den seneste måned, som især er skabt af et stigende udbud i Aarhus og Aalborg. Men sammenligner vi det aktuelle antal lejligheder til salg med samme tidspunkt sidste år, er udbuddet blevet mindre.

– Ser vi bort fra den seneste måneds udvikling, har udbuddet af ejerlejligheder været faldende siden begyndelsen af november måned sidste år. Det er noget atypisk, og det skyldes især udviklingen i Københavns Kommune, som er langt det største marked for ejerlejligheder, siger Birgit Daetz.

– Ofte ser vi en stigning i udbuddet af lejligheder på denne tid af året, men i Københavns Kommune er der aktuelt 21 procent færre lejligheder til salg end på samme tidspunkt sidste år. Samtidig ser vi en let stigende handelsaktivitet på landsplan, så interessen for at købe lejlighed synes altså at være der, men med det faldende udbud, bliver det sværere at finde frem til drømmeboligen.

Sommerhusene følger udviklingen for huse

Kigger vi til sidst på udbuddet af sommerhuse, er der ved indgangen til juli måned 5.009 sommerhuse til salg.

Det er en stigning på 3,1 procent den seneste måned, og samtidig er der nu 9,7 procent flere sommerhuse til salg end på samme tidspunkt sidste år.

– Det er første gang siden sensommeren 2021, at der er flere end 5.000 sommerhuse til salg, og dermed følger sommerhusudbuddet nogenlunde de samme takter som udbuddet af villaer og rækkehuse. Når det er sagt, er det samlede udbud af sommerhuse dog fortsat lavt målt i forhold til tiden inden coronaperioden, hvor der dengang var dobbelt så mange sommerhuse til salg, siger Birgit Daetz.

Sammenlignes der med primo juli 2019, var der dengang cirka 11.300 sommerhuse til salg i hele landet.

Udvikling i udbuddet af boliger primo juli 2023

Boligtype Antal til salg Ændring seneste måned Ændring seneste år
Villaer/rækkehuse 32.192 3,7 procent 23,1 procent
Ejerlejligheder 6.838 1,9 procent -1,0 procent
Sommerhuse 5.009 3,1 procent 9,7 procent

Kilde: Boligsiden.