Carlsberg Byen er efterhånden ved at være færdigudviklet, og den nye bydels mange ejerlejligheder er stort set allesammen solgt.
Men det første store udlejningsprojekt skyder nu frem i form af Vilhelms Hus og Beckmanns Tårn, som består af 196 lejeboliger.
Projektet er tegnet af arkitekt Dorte Mandrup og forventes færdigopført og indflytningsklart den 1. april 2025.
Quantum Immobilien KVG købte sidste år de to ejendomme på 20.000 kvadratmeter af Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Det tyske ejendomsinvestering- og udviklingsselskab har valgt EDC Projekt Poul Erik Bech til at stå for at formidle udlejningerne af boligerne.
Det oplyser projektmægleren i en pressemeddelelse.
– Carlsberg Byen har indtil videre udelukkende bestået af ejerlejlighedsfrasalg, så der er tale om en unik mulighed for at leje en kvalitetslejlighed med højt apteringsniveau i et af Københavns mest populære bykvarterer, udtaler Alexander Danielsen, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech.
Lejeboligerne har to-seks værelser og er gennemsnitligt 103 kvadratmeter store. EDC Projekt Poul Erik Bech påepger, at lejlighederne derfor henvender sig til en bred målgruppe.
– Vi forventer stor aktivitet, og vi glæder os til, at vi kan invitere boligsøgere indenfor i to prøveboliger i Vilhelms Hus og Beckmanns tårn på henholdsvis 129 kvadratmeter og 145 kvadratmeter, udtaler Alexander Danielsen.
Projektet er udarbejdet og opført i samarbejde med Arpe & Kjeldsholm, Kuben Management, Artelia, Sweco, Opland og arkitekt Dorte Mandrup, der har tegnet begge ejendomme.