Der er for store forskelle på boligmarkedet i Danmark. Mens boligejere i hovedstaden bliver millionærer i mursten, kæmper mange i landdistrikterne med at få lån til huse til under en halv million kroner.
Det viser et nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd, som i en pressemeddelelse efterlyser en grundlæggende reform af boligmarkedet.
– Boligmarkedet viser, at Danmark er knækket over, hvor hovedstaden bliver millionærer i mursten, mens dele af landet ikke oplever værdistigninger, og ligefrem kæmper med at få et realkreditlån på huse til under 500.000-600.000 kroner, siger formand Steffen Damsgaard.
Han peger på, at regler og vejledninger i dag gør det sværere for banker og realkreditinstitutter at yde lån i landdistrikterne, hvilket får mange boligkøbere til at vende blikket væk fra de mindre samfund.
– Hvis vi skal sikre et Danmark i balance, skal vi sikre et boligmarked i balance, hvor det er muligt for alle med en sund økonomi og en realistisk plan at optage boliglån til en rimelig pris – uanset om du bor i en by, landsby eller på landet, og uanset om du vil bygge eller købe en dyr eller billig bolig, siger Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråd foreslår, at regeringen nedsætter et ekspertudvalg, som skal undersøge de geografiske forskelle i boligpriser og gevinster. Udvalget skal komme med forslag til, hvordan systemet kan gøres mere retfærdigt – for eksempel gennem beskatning af boliggevinster og kompensation ved boligtab.
Udspillet peger desuden på behovet for bedre muligheder for energirenovering, flere lejeboliger og ny landsbyfornyelse. Ifølge rådet er det særligt svært i landdistrikterne at finansiere grønne renoveringer, fordi udgifterne udgør en stor del af husets værdi.
– Det skal være muligt både at renovere, bygge og bo grønt – fra landets små øer til de mindre landsbyer. Samtidig skal det være muligt at sælge sin bolig for at flytte i en tidssvarende lejebolig i nærområdet, siger Damsgaard og foreslår blandt andet målrettede puljer, renoveringsfradrag og statsgaranterede energilån.
Regeringen ventes snart at præsentere sit eget boligudspil, og Landdistrikternes Fællesråd håber, at det vil tage hele Danmark i betragtning.
– Vi står klar til at samarbejde med regeringen, Folketinget og hele den finansielle sektor om at skabe løsninger, der virker – i virkeligheden og i hele Danmark, afslutter Steffen Damsgaard.























